En krop i krise

Mens du læser dette trisser jeg rundt ude på CIFF og trækker maven ind mens de voksende lår camoufleres i en lang strik. Ærligt havde jeg mest lyst til at blive hjemme – min krop er eksploderet den sidste uge og det påvirker mig ekstremt psykisk.

Som overskriften lyder og som du nok kan fornemme, så kommer her en lille trist klagesang fra den trætte svulmende krop – så hvis du ikke orker at høre på brok/frustrationer  så spring indlægget over og kom igen en anden dag 🙂

Sagen er, at jeg her 1,5 måned efter den sidste og 3. operation er slået fuldstændig tilbage from scratch. Helt tilbage til inden jeg fik POTS og jeg er simpelthen så ked af det. Min krop kan slet slet ikke finde ud af hvad der sker. Ingen bevægelse, for meget liggende på langs og lidt for meget forkert mad indenbords.

For det første var løb min krops redning – jeg lyver ikke selvom det lyder helligt – løb blev årsagen til at min POTS kom under kontrol og selv lægerne kunne se resultater. Nu må jeg ikke løbe. Hele 2015. Det går ikke. Slet ikke. Min POTS er allerede kommet igen og viser sit grimme ansigt som jeg husker så tydeligt.

For det andet gjorde løb noget godt for mig. Det var mor tid. Alenetid. Jeg nød det SÅ meget og jeg har virkelig svært ved at sidde stille normalt, hvorfor løb tog lidt af energiniveauet og gav mig det kick jeg havde brug for. Halvmarathon og marathon var mine mål og jeg gennemførte – nu er formen og drømmen om endnu et marathon lagt på is.

For det tredje, så gjorde løb noget godt for en eks-bulimiker som jeg. Efter jeg begyndte at løbe begyndte min krop at blive mere og mere veltrænet og proportioneret og for første gang i mange (!) år væmmedes jeg ikke af mit eget spejlbillede. Det er slut nu. De dumme tanker er tilbage, trangen til at (over)spise lurer i baghovedet og badevægten er igen min fjende.

7 kg er der røget på siden juleaften. 7! Det skal siges at min krop er meget hurtig til både at tabe og tage på – men jeg bliver lige overrasket hver gang. Denne gang er det bare værre fordi, at jeg efter mine operationer tabte mig lidt hver gang og så ud til at holde det. Men de sidste par uger har min krop sagt fra. Den hæver op og jeg kan ikke passe mit tøj. Ikke engang min fine sorte kjole som jeg købe i december kan jeg komme i.

Det er da ikke normalt. Hader hvad stilstand gør ved min krop. Den duer ikke til at ligge på langs – slet ikke.

Men hvad pokker gør man så når lægen har forbudt alt hårdt sport og kun tillader yoga og svømning? Tja, man giver det en chance – men det tager tid. Virkelig.

Og jeg prøver. Prøver at være positiv og åbentsindet. Men for pokker da det er svært. Især lige i dag. Øv!

Sorry for brok – måtte lige tømme hovedet.

 

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.