Molo pre SS15

Lidt om at have store børn, hjælpsomhed, kærlighed og pølsebrød

image
Harald har altid været en god dreng. En dreng med følelser, empati og fuld af kærlighed.

Selv da han som ikke engang 2 1/2 årig var kommende storebror og havde en mor som var så syg at hun til tider ingenting kunne, klarede han det hele så flot. Når jeg tænker tilbage på min graviditet med Gro får jeg en klump i halsen. Graviditeten var et helvede både for krøltoppen og jeg. Jeg var sygemeldt fra 9. uge og tiden ud. Jeg kastede op i bølger så høje som ved Vesterhavet konstant og dehydrerede som om jeg havde spist en rulle Bambi toiletpapir. Ugentlige tjek med vægtkontrol, væske i drop og blodprøver blev hverdag.

Min lille dreng blev pludselig stor og var så fantastisk selvhjulpen i mange situationer. Jeg forstår slet ikke hvordan han har kunne klare de ting han gjorde, når jeg tænker på hvordan Gro var i hans alder.

De sidste par måneder af graviditeten blev jeg indlagt. Jeg fik veer og gik i fødsel i uge 28 men de fik det heldigvis stoppet. Resten af graviditeten skulle jeg bruge på langs med en hospitalsseng hævet i benenden og kun med udgangstilladelse til at tisse. En hverdag med savn,  støttestrømper og Tuc-kiks var født.

Det er uden tvivl det sværeste jeg nogensinde har prøvet og jeg får tårer i øjnene bare ved at skrive det. Jeg var væk fra Harald. Min søn. Min 2,5 årige dreng.

Kim og Harald kom og besøgte mig hver anden dag – ellers blev det for meget for ham. Dagen i dag husker Harald det stadig. Mit tøj, mine slanger, hans fødselsdag vi endte med at holde i sengen og så pølsebrød. Hver gang de kørte hjem fra hospitalet gik de i cafeteriet og købte et pølsebrød. Det var nemmere at kysse mor farvel med udsigt til at spise pølsebrød på vej hjem i bilen 😉 Utroligt at han i en så ung alder kan huske de detaljer – men vi har (og gør) stadig snakket meget om tingene.

Nå, men det var jo egentlig ikke en beretning om min graviditet fra helvede jeg ville fortælle, men stolthed og taknemmelighed over hvordan mine store unger har taklet de sidste måneders sygdom. For det er klart at Harald er nervøs hver gang han hører mor skal på sygehuset – for hvornår kommer jeg hjem igen.

De sidste par måneder har, som i jo ved, haft en del sygdom på programmet. Begge unger har klaret det i stiv arm. Selvfølgelig har de været kede af det men vores søde familie har været fantastiske til at fortælle og forklare. Især min mor ved hvordan Harald skal takles i sådanne situationer og det har været guld værd. Begge har været dygtige til at klare mange ting selv og ingen af dem har været sure over at mor nu bare lå. Irriterede jo – men de ved godt at det ikke er min egen skyld.

I regn og blæst går vi hjem fra børnehave og skole med tunge tasker på ryggen uden så meget som en sur mine – vi laver dog nogle skøre ansigter og skråler så falskt så fuglene flygter – noget skal der jo til 😉

Jeg må nemlig stadig ikke løfte, hvorend jeg gerne ville hjælpe med især Haralds tunge taske – godt han har store muskler som sin mor! Både efter første operation og den fornylig måtte jeg ikke cykle i 4-6 uger samt ikke løfte tungt i 6 uger. Belastende når man ikke har kørekort og er vant til at klare sig selv. Det har betydet at farmand har afleveret om morgenen (undtaget der hvor vi har haft hjælp fra familie i huset) og så er jeg gået op og hente ungerne. Her den sidste uge har Harald selv gået fra skole og så er jeg stødt til halvvejs – min krop er ret medtaget desværre. Jeg bliver SÅ stolt, når jeg på afstand kan se krøllerne komme gående der med tasken på ryggen – endda både med  lukket jakke på og indhold i tasken 😉

Men tænk at have så store unger at det kan lade sig gøre. Store forstående, kærlige og hjælpsomme unger. Selvfølgelig også frække – men jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg havde gjort uden dem <3

Nu fortjener de altså også snart en mor, som springer rundt som en anden forårsglad økoko lukket ud på græs alt imens hun bager, underholder og laver mad som om hun blev betalt for det 😉

– Nå ja og så et par nye løbehjul!


Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på

Bloglovin, Facebook og Instagram.

   

3 kommentarer

  • Jeg tror endnu ikke jeg har fået kommenteret herinde så hermed den første af slagsen 🙂 Hvor bliver jeg dog rørt af dit indlæg og hvor kan jeg dog godt forstå dine følelser omkring dine børn og lysten til at kunne gøre mere end du i situationen kan! Din søn lyder en del som min ældste pige. Også en meget følsom, empatisk, kærlig og helt igennem fantastisk pige. Dejligt at du har folk tæt på som kender ham og ved, hvordan han skal “tackles”. Det er guld værd!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mamamaruska

      Tak for din kommentar 🙂
      Hurra for kærlige, følsomme og empatiske børn og for familie og venner som forstår dem <3

      Rigtig god weekend 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Kære du
    Jeg har en dreng på 4 der minder om din Harald. Følsom, omsorgsfuld og med det største hjerte. Min Alexander på grænsen til det sensitive – som sin mor.
    I maj 2012 fandt lægerne under en scanning af galdeblæren store tumorere i min lever. Min søn blev to det år. Indlæggelser og udredninger til de konstaterede det ikke var cancer. Muligvis voksende tumorere der skulle fjernes ved en stor operation – men ikke kræft.
    To uger efter beskeden sprang jeg min achillesene. 12 uger på langs – efterfølgende genoptræning. Samtidig med min lever blev fulgt af gentagne scanninger.
    Endelig var jeg gående – og en fjernelse af galdeblæren ventede. Efterfulgt af fire ugers akut indlæggelse med store blødninger i maven. Igen væk fra min søn.
    I 2013 blev jeg gravid. Massiv bækkenløsning. Sengeliggende de sidste 3 1/2 mdr. Efterfulgt af et kolikbarn der blev til ørebarn.
    Er som dig på røven over – hvor godt min søn har klaret det. Hvor stor han blev, var og er. På trods af alt.
    Men øv hvor har jeg dårlig samvittighed. Hvor har han stået model til meget. Når jeg læser om din Harald – glædes jeg over, de kan leve i det og vokse igennem det – komme hele ud på den anden side. Det giver håb om, der ikke er noget “ødelagt” i min smukke søn.

    Elsker at følge din blog fyldt med glæde over livet, kærlighed til dine børn og smukke billeder af et smukt hjem.

    Pas på jer.

    Betina

    Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Molo pre SS15