Husjubilæum, tvivl og storbydrømme

I morgen den 1. oktober er det 2 år siden at vi fik nøglerne til vores nye hus. Tiden er meget klicheagtigt fløjet afsted og jeg forstår slet ikke at jeg stadig sidder her i sofaen uden billeder på væggene 😉 Tiden må gå ufatteligt hurtigt her i provinsen!

Faktum er at vi endnu ikke er kommet helt på plads. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Eller jo det gør jeg nok inderst inde. Den lidt triste grund jeg kan komme på, er at vi aldrig rigtigt er faldet til. Endnu.

Da vi endelig fik nøglerne til huset (byggeriet var forsinket en månedstid), var vi så mættet af den kamp der havde været med byggeriet, at glæden ved huset ligesom var væk. Forstå mig ret, selvfølgelig er vi glade for huset, ellers ville vi da også være nogle skarn – men med fare for at lyde alt for forkælet, så tog det lidt triste byggeri simpelthen glæden fra indflytningen og vi er aldrig rigtig kommet op i gear igen.

Vi har lagt meget vægt på det udendørs og har lavet det hele selv fra bunden med hjælp fra svigerfamilien. Det var noget vi selv kunne styre og det var dejligt. Kræfterne rakte ligesom kun til det, samtidig med at vi kæmpede med at få gjort manglerne færdige fra overtagelsen af huset færdig og nu står vi så her i dag.

Kort efter at vi flyttede ind, blev jeg kontaktet af dygtige Mette Helena fra Retrovilla. Hun ville gerne lave en boligreportage over huset efter at havde fulgt med på sidelinen på Instagram. Vildt fedt og jeg blev meget glad og stolt. Men da jeg sendte lidt flere billeder end dem hun kunne se på Instagram, synes hun at her var for tomt og klinisk. Det vil jeg i dag give hende fuldstændig ret i. Og det er her stadig. Jeg har haft svært ved at indrette huset, bringe personligheden samt hyggen ind, som vi ellers havde i vores gamle dejlige hus.

Jeg er ved at kaste håndklædet i ringen, men jeg håber at de næste kolde måneder giver tid og ro til at komme på gode ideer og ikke mindst lysten dertil. Jeg plejer nu ikke at have problemer med den slags, men jeg er ligesom bare gået kold i huset synes jeg. Vi har sågar snakket om, om vi skulle sælge det for at flytte ind i en lejlighed i byen –  men det kommer dog ikke på tale lige nu af hensyn til ungerne selvom det trækker af og til. Tror bare at vi begge to er så mættet ovenpå byggeriet, at glæden ved huset har svært ved at indfinde sig sådan rigtigt. Det er jo et virkelig dejligt hus hvor vi selv har planlagt og valgt alt i det.

Gnisten skal nok komme – det håber vi. Jeg savner nemlig at have en hyggelig base som jeg føler mig hjemme i.

Et hjem.

Andre der har oplevet den slags efter at de endelig flyttede ind i drømmehuset/lejligheden?

Tak fordi du læste med ♡

Vil du have seneste nyt fra Mamamaruska, så tryk på følgende ikoner