Update på POTS syndrom

Jer som følger med på Instagram ved , at jeg den sidste uge har ligget i sengen. Jeg lider af den kroniske lidelse POTS syndrom, som for nogle er fuldstændig ukendt. Dog har lidelsen fået noget mere opmærksomhed efter udsendelsen ‘De vaccinerede piger’ blev sendt tidligere på året og flere fagpersoner udtalte sig om problemet på tv og de sociale medier.

POTS er nemlig en af de bivirkninger man som følge af livmoderhalskræftvaccinen kan få. Virkelig mange unge piger har fået POTS lignende bivirkninger, hvorfor der også har været massiv mediedækning og fokus på ledelsen. Der findes nu  centre rundt omkring i Danmark, som sørger for at pigerne får den rette behandling – dog med meget lang ventetid.

Jeg har været i behandling/fulgt i over to år på Frederiksberg Hospital hos lægen Louise Brinth.  Eller det vil sige at jeg nu er færdig behandlet, da jeg klarede mig så fint så jeg kunne stå på egne ben. Du kan læse mere om mit POTS forløb HER hvis du har lyst – det bliver for langt dette indlæg hvis jeg skal komme ind på det her også.

Hvorom alting er, så har jeg haft det ok det sidste års tid – med undtagelse efter mine operationer som gav et lille tilbagefald. Men jeg kæmpede mig op og var egentlig ret godt tilfreds med min tilværelse og helbred (for engangskyld) lige indtil sidste uge. Jeg er meget glad for mit studie, hverdagene er begyndt at hænge sammen, min krop er i bedring og der var lys for enden af tunellen.

Torsdag aften sidste uge ramler det hele så sammen. Jeg bliver pludselig sen aften meget svimmel og Kim må bære mig i seng. Hjertet hamrer, benene kramper, åndenød og besvimelser. Alt kommer igen og jeg kunne med det samme mærke at det var min POTS. POTS bliver man nemlig ikke helbredt for – det vil altid være den del af en og ligge og lure under overfladen. Jeg håbede på at jeg bare lige skulle sove anfaldet ud – men sådan gik det ikke.

Jeg ligger stadig i sengen som billedet viser. Rigtig skidt og meget afkræftet. Prøvede i går at gå op og hente ungerne i skole – det holdt hårdt. Jeg er konstant svimmel, mit hjerte pumper derud af hele tiden, voldsom træthed samt hovedpine og mine ben er tunge som bly og kramper.

Anfaldet kommer på et meget uheldigt tidspunkt med studiet. Vi er lige gået igang efter en lang sommerferie, har dannet nye studiegrupper og er igang med et stort projekt som skal afleveres ultimo september. Ikke særlig fedt – og slet ikke optimalt når jeg stresser endnu mere over det. POTS og stress er en dårlig kombi. Jeg vil være meget ked af at miste min studiegruppe men samtidig kan jeg jo også godt se at jeg ikke kan bidrage med meget pt.

Pis også altså – hvis man lige må have lov til at bande.

Jeg er SÅ ked af det. Det er som om at jeg altid lige får lov til at få kæmpet mig op af det dybe sorte hul, for så lige at snuse lidt til den rare virkelige verden – inden jeg så bliver skubbet hårdt tilbage!

Ingen har sagt at livet er let, men engang i mellem føles det lidt som om at bakken er for stejl.

Faktum er, at jeg lige nu ikke kan gøre andet end at vente på at anfaldet aftager og min krop (forhåbentlig) bliver sig selv  igen. Det tager tid og kræver ret mange kræfter – både psykisk og fysisk. Efter aftale med lægen skal jeg tage den ned ro og spise nogle vitaminer. Jeg forsøger at holde humøret højt for ungernes skyld og Kim løber med 100 km. i timen for at klare det hele. Endnu engang. Hvad skulle jeg dog gøre uden ham.

Tak for alle jeres tanker og kommentarer – de varmer mere end i aner <3

 

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.