Fremtidstanker og lidt om at være en pleaser

En af mine absolut yndlingsbloggere Sneglcille, skrev for nylig et rigtig skønt indlæg om sin fremtid – eller rettere sagt tankerne om den.

Selvom jeg selv går og tumler med præcis med de samme tanker, spekulationer og overvejelser, har jeg undladt at tænke for meget over det. Eller nej det har jeg jo ikke for det ligger og ulmer under overfladen – men hvis man ikke giver sig selv lov til at tænke de tanker højt, så er det så dejligt nemt. Så er det blot inde i mit hoved der er et lettere kaos og det kan ingen se.

Jeg har altid været en “pæn” og sød pligtopfyldende pige. Jeg er ikke blevet pacet frem og jeg siger ikke at mine forældre har haft høje forventninger til mig og krævet at jeg skulle gøre visse ting. Slet ikke – men jeg har altid synes at jeg skulle please andre og ikke lytte så meget til hvad Maria ville. Jeg har været det første barnebarn – altid den store. Den der vidste hvad man skulle gøre, hvordan man skulle opføre sig og har brugt meget tid på at gøre de rigtige ting så folk kunne være stolte af mig.

Den dag i dag har jeg stadig sværrt ved at tro på mig selv og sige fra. Jeg er pleaseren, som helst hjælper andre før jeg hjælper mig selv. Jeg er dog blevet bedre efter at jeg har fået børn. Siden vi for 9 år siden fik Harald 6 uger for tidligt, blev jeg en hård nød. Ingen skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre, hvornår og hvor. Jeg begyndte at sige fra og prioritere mig selv og mine to nærmeste. Hvilket også forårsagede ravage men jeg holdt fast. Nok var nok.

Men at være den type person er ikke bare noget man slipper. Jeg vil altid være sådan. Jeg hader konflikter. Jeg hader at snakke i telefon. Jeg hader store menneskemængder. Jeg tror ikke nok på mig selv – og jeg hader mig selv for det. Jeg har taget valg de sidste år som har været gode for mig. Mærket efter. Jeg har taget et valg om at tage en ny uddannelse – så må vi se hvor det bærer mig hen. Jeg har da drømme og tanker – men om de kan realiseres vil tiden vise. Min mand har været fantastisk og knokler for at jeg kan være på SU. Det giver også et pres og medfører forventinger fra hans side, men jeg må sige til mig selv, at jeg gør det så godt som jeg kan. På min måde. Men hvad fremtiden byder på må tiden vise.

Hvad er folks forventninger til mig? Lever jeg op til dem? Kommer jeg nogensinde til det? Er jeg på min rette hylde? Hvor er jeg på vej hen? Hvad vil vi som familie og kan det lade sig gøre? Økonomi og drømme?

Store tanker der mylrer rundt i tide og utide og som jeg ville elske at finde en afklaring på. Hvor er min plads rent arbejdsmæssigt? Kan jeg kombinere en fremtidig karriere med bloggen her? Skal vi følge drømmen og flytte til udlandet på et tidspunkt? Hvordan passer provinslivet med mit drømmejob?

Ét er sikkert og det er at jeg er kommet et skridt i den rigtige retning. Jeg har for engangs skyld en god mavefornemmelse og det er rart. Jeg bliver bedre til at prioritere Maria. Tro på at jeg kan noget som jeg er. At jeg har noget at byde verden og at jeg engang nok skal finde ro.

Lidt store og måske lidt rodede tanker – men det føltes dejligt at få det ned på skrift.

Andre end mig, der har svært ved at finde sin rette hylde og som også lider af pleaser-genet?

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.