Det helt specielle bånd

Harald og jeg har lige fra han blev født haft en helt speciel tilknytning til hinanden. Han kom ud for tidligt og med det fulgte en masse bekymringer og jeg vågede over ham som en høg. Jeg fødte på Rigshospitalet og han var indlagt på neonatalafdelingen, hvor vi ikke havde ikke vores egen stue men han lå i sin kuvøse sammen med en 6-8 andre børn på stuen. Ved hver kuvøse stod en lænestol. Det var her jeg boede de første 14 dage af hans fødsel. Jeg sov i den for jeg havde ikke andre steder at være hvis jeg ville være tæt på Harald. Sådan var det bare og det er lidt vildt når man tænker tilbage på det nu. Men det har altså gjort et eller andet ved vores forhold at vi var så tæt den gang samt hele det år jeg var på barsel.

Han havde (også dengang) ekstremt meget brug for nærhed og tryghed og det fik han. Lige fra han kom ud, elskede jeg at være blevet mor. Det hele faldt så naturligt og jeg elskede ham mere end noget andet i hele verdenen.

Den stærke kærlighed varede ved og symbiosen med ham og jeg voksede og gav et helt unikt forhold samt forståelse for hinanden. Han ligner mig 100%. Vi tænker på samme måde, føler på samme måde og rent udseendesmæssigt slægter han også mig på. Det er så vildt at tænke på at han til november fylder 10 år. 10 år fyldt med kærlighed, bekymringer og tårer. Men de bedste 10 år i mit liv og jeg elsker det tætte bånd vi har knyttet til hinanden og jeg passer på ham som intet andet i denne verden. Selvfølgelig gør jeg det samme med Gro – men det er på en anden måde. Misforstå mig ikke – jeg elsker begge mine børn ufatteligt højt, men det forløb vi havde med Harald dengang var noget helt specielt og har sat dybe spor både hos Kim og jeg.

Jeg tror at alle der har prøvet at have et præmaturt barn kan sætte sig ind i mine tanker. Den kærlighed. Den angst. Det håb. Men vi kom igennem og han er nu en stor, rask og frisk  – men sensitiv dreng.

Men når han så bliver syg – som han netop er disse dage hvorfor dette indlæg pressede sig på – får jeg et sug i maven. Det er yderst sjældent at han ligger sig syg (udover en forkølelse hist og her) men når han så gør, så får han det samme udtryk som han havde dengang han lå i kuvøsen. Helt hjælpeløs, afkræftet og svag. Det er nok bare en mors lod at man resten af livet skal have følelserne spændt ud og være stærk mens man græder og er bange indvendig. Det er stærkt at være mor – det mest givende, hårde og sjoveste jeg har prøvet og jeg elsker det! Men når det er sagt, så ville jeg ønske at jeg kunne pådrage mig alt sygdom fremfor at begge mine børn skulle udsættes for den slags – sådan har alle mødre det nok.

Bare lidt tanker som pressede sig på