2 år siden helvedet brød løs

I går d. 22. september var det præcis 2 år siden, at jeg fik fjernet mine 2 livmødre (ja jeg havde to – læs mere i indlægget nedenunder…) Jeg havde håbet på, at jeg i år kunne skrive en positiv års-status, men sandheden er den at operationenerne (jep i flertal) faktisk stadig driller mig.

For jer, som ikke kender til hele operationshelvedet som brød ud forrige år, så kan jeg kort fortælle at jeg skulle have foretaget en simpel operation som skulle have løbet op i en enkelt dags indlæggelse. Jeg endte med at komme under kniven 3 gange indenfor 3 måneder og var sygemeldt længe.

I kan læse mit optimistiske indlæg fra selve operationsdagen HER og om hvorfor jeg egentlig skulle opereres.

Jer som har fulgt med på sidelinien og været en kæmpe støtte, ved jo at det gik galt. Jeg skrev en opdatering fra sygehuset HER som fantastisk mange mennesker var søde at sende mig beskeder retur til efterfølgende.

Tak til jer

Som jeg tidligere har nævnt, så betød det virkelig meget for mig at folk som jer derude – som ikke kendte mig “sådan rigtigt” var med på sidelinien. I sendte søde ord, smil, jokes og støtte via Instagram, mails og kommentarer her på bloggen. Når jeg græd med Kim, ungerne og min familie eller blev trøstet af min veninde – var det rart bagefter at logge virtuelt ind og få tankerne på gled, trøst og smil uden at være tilstede face to face. Jeg ved ikke om i kan følge mig, men vil i hvertfald igen sende et virtuelt kram til jer derude – jeg elsker hvad dette medie og Instagram kan gøre når der er brug for det.

Nuvel – jeg blev jo opereret igen og var efterfølgende indlagt en del dage på hospitalet. Det skrev jeg lidt mere om HER og fra den helt utænkelige 3. operation som fulgte i december måned faldt nogle tanker ned HER.

Dér orkede man på ingen måde mere og vi troede at det var et mareridt som vi snart ville vågne fra. Det skete bare ikke.

Status 2 år efter

Desværre sidder jeg her præcis 2 år efter 1. operation, stadig med hævede og ømme ar. Et stort ar som slet ikke skulle have været der og følelsen af ikke at blive hørt og taget alvorligt. Mit immunforsvar er slået helt itu efter de operationer og jeg har været meget mere syg end jeg plejer siden jeg var under kniven. Min POTS har ligeledes haft det hårdt efter at jeg var sengeliggende så længe og jeg har måtte KÆMPE mig tilbage til en normal hverdag igen. Det har taget tid og det gør det stadig.

Jeg har ondt i mine ar. Særligt det store jeg har ved trussekanten. Jeg kan ikke have alt for stramme jeans på, for så gør det ondt og det buler ud. Jeg kan ikke sidde i samme stilling ved et bord længe. Altså den stilling som man f.eks. sidder i når man skriver på et tastetur. Jeg får simpelthen både ondt i aret og inde bag min navle, som de gik igennem flere gange og som stadig er både øm og grim.

Det er virkelig trist og lægerne siger at sådan er det bare…

Slut med børn

Sidste år skrev jeg en 1 års opdatering med med svar på nogle af alle de spørgsmål/reaktioner jeg har modtaget, på at få fjernet min chance for at få børn i en så relativ ung alder. Du kan læse det indlæg HER

Jeg ved dette blev en lang lidt rodet smøre, men jeg modtager faktisk tit spørgsmål på hvordan det går efter operationen, eller spørgsmål fra andre om hvorfor vi ikke skal have en 3ér.

Derfor er emnet stadig relevant og det fungerer lidt som terapi for mig at skrive nogle af de her ting ned <3

Tak fordi du læser med.

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.