Ventestolen

Man sveder. Kampsveder. Med støvler, jakke, hue, halstørklæde, vanter og cykelhjem. Indtil man opdager den. Stolen. Ventestolen.

I Gros SFO står der en stol. En dejlig stor stol, som passer en voksennumse helt perfekt. Den står placeret midt i det hele så man har udsyn til hele SFOén. Jeg har før luret på den, men aldrig taget mig tid til at sætte mig i den. Vi har altid så travlt med at komme videre og vil bare gerne hjem. Ofte står Harald også og sveder med oppakning mens vi venter på at Gro får leget færdigt, ryddet op og sagt farvel.

Men i går indtog jeg stolen. Nuvel, jeg havde lidt feber og snot så trængte til et hvil efter cykelturen, men jeg tog mig også tid. Harald havde fået lov til at cykle hjem selv fra skole kl. 14 fordi jeg var hjemme. Det øver vi lidt. Han er jo en stor dreng nu og han har cyklet i mange år HVER dag, så han kan sagtens. Jeg kan bare godt lide at vide, at det går godt her over vintermånederne med mørke og glatte veje inden det bliver en fast ting. Så indtil videre får han lov når jeg er hjemme og det letter også mig en del da jeg så ikke skal frem og tilbage to gange. Harald vil nemlig helst hjem direkte efter skole, hvor Gro rigtig gerne vil blive og lege i SFOén. Og som den søde mor jeg er, kører jeg da bare to gange de dage hvor det altså kan lade sig gøre. Hvad gør man ikke for sit afkom!

Anyway, i går satte jeg mig i ventestolen. Observerede, kiggede og snakkede med de voksne. Ligesom jeg altid gjorde dengang i børnehaven, hvor der ligesom bare var mere tid. Jeg elskede det. At skabe en relation til de voksne der passer mine guldklumper. Nu er tiden en anden. Rent logistisk skal jeg nå at aflevere og hente i to forskellige bygninger og det kan godt tage tid, når de begge er midt i noget eller man ikke kan finde dem på legepladsen… og så når jeg – ærligt indrømmet – ikke rigtig andet da jeg så bare gerne vil hjem når det endelig lykkedes at være samlet alle 3.

Normeringen er en helt anden i skolen, end man er vant til fra børnehaven. Mange børn, få voksne og det er til tider svært (desværre) at få en snak om vind og vejr, med de søde voksne, som tilbringer så fantastisk meget tid med vores børn.

Men i går stoppede jeg op. Gav mig tid. Tid til at Gro kunne lege sin leg færdig uden jeg stod og kiggede hende i nakken med travle øjne. Tid til at snakke med de voksne og de børn der kom hen for at høre hvad jeg lavede. Tid til blot at sidde og observere. Børn der legede med hinanden, hyggede sig, skændes og grinte.

Det var så dejligt og jeg tænkte inde i mig selv, at jeg da egentlig godt kan forstå hvorfor Gro gerne vil være dernede. Et frirum fyldt med leg, kammerater og søde voksne.

Tak for ventestolen og tak til jer pædagoger der passer så godt på mine børn