Kähler love

Lidt om sorg

Som nogle af jer måske så på Instagram i går, så proklamerede jeg at jeg hev stikket ud indtil jeg igen følte at jeg kunne være tilstede på de sociale medier. Det gav ingen mening for mig at poste billeder på Instagram, når mit indre var i kaos og jeg følte/føler mig helt tom. Ugen der kommer indlægget udgik også her på domænet. Måske det kommer på senere på ugen i stedet. Det er hyggeligt at lave og i er mange der læser netop med på disse indlæg.

Vi gennemgår en stor og tragisk sort i familien pt. og det vil jeg ikke komme nærmere ind på. Jeg vil dog nedfælde at alt er ok i vores lille firkløver herhjemme.

Men det har fået mig til at tænke over hvad sorg egentlig er for en størrelse.

Jeg har set megt sorg gennem min tid i kirken. Sorg i alle størrelser og afskygninger men på hver sin måde hårde at bearbejde og komme igennem. Der findes kærestesorger, sorg ved sygdom, sorg over at miste et kæledyr, sorg over at føle sig alene, sorg over ikke at være der for sin børn eksempelvis ved misbrug eller sygdom, sorg over ødelæggende uvenskaber, sorg over uretfærdighed i verden omkring os og sorg over at miste et menneske man har kært.

Den sorg jeg stiftede størst bekendskab med i kirken, var måske ikke overraskende, at miste en man har kær. At opleve døden tæt på og skulle tage det sidste farvel. Der findes mange forskellige former for dødsfald og jeg har oplevet de fleste tæt på og brugt mange timer på at snakke med folk, der havde brug for det.

Fælles for dem alle er, at de pårørende er i stor sorg og har brug for hjælp til at komme ud på den anden side. Om det er ved snak med familien og venner, psykolog, krisecenter, præst/kordegn eller noget helt andet er ligegyldigt. Bare det, at der bliver taget hånd om sorgen er vigtig. Men det er vigtigt at huske på at sorg tager tid og sorg har en forskellig størrelse. Sorg er helt unik og vi reagerer alle forskelligt og det skal man have lov til. Jeg har i hvertfald gjort mig nogle erfaringer gennem årene, uden at de nødvendigvis er de helt rigtige efter bogen.

Folk har tit spurgt mig, hvordan jeg kunne holde til det og om det ikke var hårdt. Jo, selvfølgelig. Jeg er jo ikke lavet af sten. Men når man er i det fag som jeg var dengang, så er man professionel og er tilstede for de mennesker, der har brug for en. Jeg har ikke arbejdet som præst, selvom jeg nok aldrig slipper den drøm helt, men jeg har været med til utallige af bisættelser og begravelser som kordegn og kirketjener – også nogle rigtig forfærdelige af slagsen.

Sorg er en svær størrelse at håndtere for de fleste mennesker, men man må ikke være bange for at vise omsorg og tage affære. Mange er bange for at tage hul på snakken da de selv er kede af det og har det svært med dykke ned og få talt om sorgen og de følelser der er indblandet. Men hvis alle i den pågældendes omgangskreds tænker de tanker – så er der ingen der tager affære og hjælper den der sidder midt i sorgen. Det er her man må ind og vurdere om man har brug for professionel hjælp i den pågældende sag, så der bliver taget hånd om sorgen og de tanker og følelser der er forbundet hermed. Det er vigtigt at lade folk vide, at man er her for dem og gerne vil lytte. Men det er ikke altid, at det er nok. Ofte har folk brug for at man er aktiv og selv tager affære – folk i sorg kan ikke bede om hjælp eller fortælle at de har brug for en til at sætte en vask over, støvsuge eller praktiske ting i forbindelse med en evt. bisættelse. Nogle mennesker har svært ved at give slip og det er utroligt hårdt som pårørende at være vidne til.

Det er vigtigt at mærke efter, hvad der føles rigtigt – for man må for Guds skyld heller ikke trække noget ned over hovedet på et menneske i sorg. Men hellere reagere, end slet ikke at turde tage konfrontationen.

Nogle tab virker nærmest ubærlige og uretfærdige og det er enormt store følelser og frustrationer man har med at gøre. Det er der ingen mennesker der burde gå igennem selv. Det er nok den vigtigste lektie jeg har gjort mig, når man har med sorg at gøre. Både når jeg har forsøgt at hjælpe folk gennem en sorg, eller selv stået i den. For det sidste har jeg også – rigtig mange gange. Og der har jeg haft et fantastisk netværk til at hive mig op.

Man skal huske på at man aldrig er alene. Aldrig.


Tak fordi du læste med ♥
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på

Bloglovin, Facebook og Instagram.

   

3 kommentarer

  • Maj-Britt Moreno

    Sender tusindevis af tanker og kram din vej ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisette

    Meget fint indlæg. Og sikke dejligt du “tør” skrive om så sårbart emne. Sorg og død er svært og giver dig helt ret i, at ingen skal være alene, når det er mest svært. Jeg har selv arbejdet som sygeplejerske på hospice gennem 6 år og indtil nu, er det for mig den bedste arbejdsplads. Er i gang med mit speciale i pædagogisk filosofi og skriver om hvordan filosofi kan bruges som samtale med mennesker om døden. Og har også meldt mig som frivillig til vågetjenesten ingen skal være alene i sorgen og ej heller ikke døden. Så det er dejligt at opleve at du og andre vover sig ud og berører emner, der kan være svære. Så fint at høre om din tid i kirken. Ønsker det bedste for jer i det i nu kæmper med. Og tak for dit fine skriv. ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Da jeg mistede min mor pga længere tids sygdom som 19 årig ( er 35 nu), oplevede jeg hvor svært det er for folk at håndtere, at nogle har mistet en nær. Det var til tider IKKE sjovt. En lille anderkendrlse, betyder rigtig meget. Selvom jeg ved hvordan man ikke skal ophører sig, når en har mistet. Er jeg faktisk rigtig dårlig til at håndtere det. Det er virkelig et sårbart og ømt punkt for de fleste!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kähler love