Grønne bøger

Nej tak

img_5202Jeg har haft sådan en underlig følelse i kroppen siden jeg sent i aftes læste søde Pernilles indlæg: Om at være en størrelse…. Det satte nogle tanker igang, som jeg ikke rigtig ved om burde nedfælde sig her på domænet. Men hvis det ikke er et sted, hvor jeg kan lufte tankerne – hvor så ellers? Hop over og læs indlægget hos Pernille, for det er super godt og meget relevant. Det gav i hvertfald stof til eftertanke hos mig.

Indlægget handler om at være glad og tilfreds med sin krop og om at droppe konstant at skænde sin egen krop, selvom man godt ved at man ikke er en sylfide, men i stedet fokusere på, at leve et sundt liv i balance. Grunden til at jeg har tænkt så meget siden jeg læste indlægget er, at jeg ville ønske at det var mig der kunne sige sådan. Virkelig. Men det kan jeg simpelthen ikke. Der findes mange større problemer i verden end dette, og nej, jeg er ikke kæmpe stor som jeg altid får at vide når jeg brokker mig. MEN jeg har det ikke godt med mig selv og vil nok aldrig få det. Det er egentlig forfærdeligt at se mig nedfælde den sætning, men den er sand.

Jer, der har læst med længe, ved at jeg har snakket om de ekstra kilo før. Og for nylig skrev jeg faktisk også at jeg havde smidt mit tøj i str. 34/36 ud for at lade være med at pine mig selv og komme videre. Det har jeg også, men jeg kan bare ikke komme videre. Jeg er nødt til at stoppe op og gøre noget. For ellers kommer jeg aldrig til at leve et sundt liv i balance som Pernille skriver. Og det vil jeg gerne. Men når man altid – eller i mange år har kæmpet med vægten, sit eget spejlbillede og tanker derom, så er det svært at slippe helt. Jo ældre jeg er blevet jo mere pyt har jeg sagt og har taget en portion til. Jeg overspiser. Alt for meget og det er flovt. Slik, kage, mad, is. Kæmpe mængder og det skal bare stoppe. Jeg har hele tiden sagt til mig selv at nu stopper du Maria, nej nu gør du noget ved det. Men nu er det bare blevet så slemt at det faktisk godt kan ses og jeg har det elendigt.

5 kilo det kunne skjules og tøjet strammede ikke helt så graldt. Men 10 kilo, det kan både ses og mærkes. Jeg kan ikke lukke mine skjorter over brystet, armene kan ikke komme i dem, bukserne kan blot komme til knæene og mine kinder har aldrig været rundere.

Hvis jeg bare havde evnen til at tage mig sammen som Pernille gjorde og til så derefter at sige PYT og kæmpe videre – men uden at skænde på min krop og spejlbillede hele tiden. Det ville jeg ønske. Men det kan jeg ikke. Når man én gang har haft en spiseforstyrrelse, så er det svært at komme ud af den trummerum og ikke at falde tilbage. Jeg har kæmpet i mange år og har kunne holde det nede. Men de dumme tanker, som i mange år styrede at jeg kastede alt hvad jeg indtog op, de er begyndt at komme igen. Og så er det at jeg skal sige NEJ TAK, som overskriften lyder. For der vil jeg altså bare ikke ud igen. Ikke for min egen skyld, ikke for Kims, ikke for mine forældres og slet ikke for børnenes, som jeg er forbillede for.

Så nu er planen at jeg virkelig hanker op i mig selv og kommer ud af min trummerum med at spise for meget. Trøstespise. Jeg har altid været et buttet barn og har skulle passe på vægten. Det ligger i vores gener desværre og det var kun min graviditet med Harald der ændrede på det. Eller rettere sagt amningen derefter. Siden har jeg været slank. Meget slank. Indtil for et par år siden. Så begyndte det langsomt at gå den forkerte vej igen og nu står jeg så her.

Nu må jeg få gjort noget ved det. Jeg ved godt at det lyder skørt i nogens øre at det kan betyde så meget, men for en (x) bulimiker, som jeg, så er det altafgørende. Og nu er jeg voksen og har et ansvar overfor mine børn. Jeg skylder dem at kunne tage vare på mig selv, så det giver jeg mig i kast med nu.

Et skridt af gangen.

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.

1 kommentar

  • Louise

    Kære søde dig..
    jeg ved jo godt du har kæmpet med dine idealer gennem mange mange år.
    Jeg ved godt at “en som dig” 😉😘 tænker negativt om sit eget spejlbillede og som ofte ender med at lige skulle tabe 5 kg.

    Jeg tænker sådan om det i virkeligheden ville gavne dig langt mere med noget samtaleterapi, evt. Hypnose. Noget der kunne ændre eller rykke dit mindset?
    Ville det ik lette dig søde ven, i stedet for evig og altid og jagte nul sukker, 7-2kure, m.m..?
    ( måske er det ik lige de Kure du har valgt men måske noget andet😉)

    Når det så er sagt så er du jo smækker lækker, præcis som du er😜 Om det betyder +10kg og en str. 38 eller om det betyder -5kg. Og er en 34/36..
    Er sikker på din mand elsker dig uanset hvad og det er jo ikke decideret usundt med din str. Ven..

    Håber det ok jeg er så ærlig og lige til😬😘😘 det er sagt kærligt ment ven💕🌸

    Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grønne bøger