Mangel på ord

Mit sidste indlæg d. 17 maj havde titlen: Aidios Amigos – og med det mente jeg faktisk ikke farvel til bloggen, men blot et midlertidigt på gensyn da vi sad i lufthavnen på vej til Barcelona. I dag viser kalenderen så d. 28. maj. En “blog pause” på hele 11 dage. Det er første gang at jeg har været stille så længe i bloggens historie (bortset fra dengang jeg blev opereret – igen, igen og igen alså).

Det var egentlig slet ikke intentionen men den ene dag har bare taget den anden. Men som jeg har skrevet til jer før, så ebbede indlæggene nok en anelse ud indtil jeg lige havde fået hele work/life balancen op at køre. Jeg tog en tiltrængt ferie i Barcelona og droppede alt hvad der hed online-postkort selvom jeg havde lovet det. Det var rart at være lidt offline, bortset fra Instagram selvfølgelig som jeg ikke kan undvære, og jeg nød bare at koble af. Normalt kobler jeg egentlig af her på domænet, men fordi jeg også gerne vil gøre et godt stykke arbejde med det jeg skriver, så følte jeg at jeg var ved at blive begravet i tekster der skulle forfattes samtidig med at jeg skulle passe mit nye (fantastiske) job, familielivet og alt det praktiske ved siden af. Jeg var ved at blive kvælt synes jeg – og kunne mærke at jeg lige skulle tage en dyb indånding og huske på Maria. Jeg lever jo med min kroniske sygdom POTS syndrom og den dukker altså op til overfladen med sit grimme ansigt, hvis jeg glemmer at stikke en finger i jorden – og det var den igang med for nogle uger siden.

Det er faktisk ret svært, at skrive at man har haft brug for en pause, når det er fra noget man elsker så højt. Bloggen er en kæmpe del af mig og har hjulpet mig igennem svære perioder de sidste år. Jeg har mødt nogle fantastisk søde mennesker, fået ubeskriveligt dygtige kolleger og jeg har lavet nogle virkelig gode og spændende samarbejder gennem tiden. Ting som jeg aldrig havde troet var muligt, snakket med folk som jeg aldrig troede ville ænse mig og fået øjenene op for, hvad det er jeg gerne vil beskæftige mig med her i livet rent professionelt. Jeg ville ikke være der hvor jeg er nu, både på det personlige plan men også rent karrieremæssigt, hvis det ikke havde været for bloggen.

“Jeg kan ikke i dag. Jeg orker ikke. Jeg har ingen ord”

Derfor er det nok også så svært og lidt flovt, at indrømme at man har lukket computeren sammen og tænkt: “Jeg kan ikke i dag. Jeg orker ikke. Jeg har ingen ord” og jo flere dage der er gået, desto sværere har det været at komme igang igen. For hvad skal man starte ud med?

Hvad tænker folk? Er de ligeglade – og har de overhovedet ænset man har været væk? Hvad synes de inde hos Bloggers Delight, som er dem der skaffer mig kampagner og hvad tænker mine samarbejdspartnere og potentielle af samme? Bloggerkollegaer, familie og venner? Alt sammen tanker som fylder i hovedet og som jo egentlig er ligegyldige. Det er jo helt legalt at tage en pause. At trække vejret, gøre sig nogle tanker for derefter at komme ud på den anden side igen når tiden er. Men det at komme til den konklusion – det er en lang proces hvor man kommer hele følelsesregistret igennem.

Nu fik jeg taget hul på bylden så at sige. Har tænkt på de sidste dage, om det ikke bare var bedst at sige sandheden fremfor blot at vende retur uden noget var hændt – og jeg kom frem til, at det var løsningen.

Så hermed en lille forklaring på stilheden, jeg glæder mig til at komme igang igen. Det er nu dejligt at sidde på min lille kontorplads i stuen og klapre på tastaturet.

Må i få en fantastisk start på ugen i morgen mandag <3

PS: Strandtasken øverst, som i har spurgt til på Instagram findes her (reklamelink)

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.