Mandagskliché

L O K K E M A D

Suk. Så blev det mandag endnu engang. Og sådan rent mandagsklicheagtigt er denne mandag dagen, hvor jeg har besluttet mig for at nok er nok. Jer der er træt af at læse om min kamp med sundheden og de ekstra kilo, I springer bare lige dette indlæg over ik’…

Anyway så gik det jo egentlig meget godt med sundheden inden jul. Jeg smed en 3-4 kilo, og synes at jeg var inde i en ok rytme. Det var jeg bare ikke. For motivationen var lig nul, hvilket gjorde at det var en kamp jeg i den grad tabte – og da jeg omsider ramte juleferien, gav jeg så meget los at det hele plus 2 kilo mere nu er kommet på sidebenene. Bukserne strammer så meget så de er på bristepunktet, skjorterne kan ikke komme op over overarmene, og vi skal slet ikke begynde at snakke om mine kinder, som er så runde som to fine nypudsede æbler.

Ej, men altså. Hvorfor skal det være så svært? Og hvorfor skal man derud, hvor man ikke tåler synet af sig selv, før man tænker at nok er nok? Jeg fatter det simpelthen ikke, og jeg er så flov over, at jeg som et voksent menneske kan lade det gå så vidt. Velvidende at jeg ikke er voldsomt overvægtig – blot så vi lige har det på plads. Men jeg vejer 10 kilo mere end jeg plejer, og det kan se og mærkes. Både fysisk og psykisk, og for både min egen og min mands skyld (som jeg så absolut ikke bryder mig om skal kigge på mig), vil jeg hanke lidt op i mig selv. Jeg vil ikke være den sure mor, hysteriske kone, demotiverende kollega eller flove Maria. En person som jeg har været lidt for meget det sidste års tid, og det kan jeg ikke være bekendt. Jeg vil tilbage til den glade Maria.

Det er jo klart at vægten stiger når man er mindre fysisk end man plejer, køber kager i 7/11 på vej hjem fra arbejde og lever i bløde bukser, så man ikke kan mærke at jeansene strammer. Det er uholdbart og useriøst, og jeg er flov. Flov over at jeg ikke kan sige fra – når jeg ved hvad det gør ved mig som person, og hvor meget kosten betyder for mit velbefindende. Jeg fik virkelig øjnene op for det, som jeg også skrev i indlægget her “Kan man spise sig rask”.

Jeg spiser alt det forkerte og på de forkerte tidspunkter. Min POTS ligger og lurer, jeg er doven og træt, og min hud opfører sig som om den er i krig.

Men nu er det nok. (og ja jeg har sagt det før) Men nu prøver jeg altså igen, og lad os bare slå fast, at alt andet vil være bedre end den livstil jeg har lagt for dagen den sidste lange periode. Tilbage til at spise sund og rigtig mad, og ikke enten overspise eller springe måltider over som erstattes af chokolade. Få dyrket motion, som vil hjælpe både på vægten, humøret og ikke mindst min POTS.

Der er jo faktisk ikke noget der taler imod en sund livsstil. Jeg tvivler på at jeg har rygrad til at gøre det selv, men hvis jeg nu starter ud i det små med bare at lade chokoladen ligge på hylden i kiosken og studenterbrødet i bagervinduet, så er jeg vel godt på vej…

Må rygraden være med mig – og som en lille ekstra motivation, har jeg sagt til mig selv, at jeg må købe et sæt Aiayu sengetøj som jeg har sukket efter længe når jeg er nået de første 5 kilo. Så kommer det næste sæt når jeg forhåbentlig har smidt de sidste 5…

Kryds fingre!

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.