Tankemylder

Tankemylder

Da jeg i sin tid startede bloggen, var det primært for at få lettet hjertet. At have en virtuel dagbog, hvor jeg kunne skrive om stort og småt. Om der så var nogle derude i cyperspace der læste det jeg skrev, det gjorde mig ikke så meget. Jeg havde blot brug for at få en masse tanker og følelser ud, som jeg ikke behøvede belemre min omgangskreds med konstant. Domænet her, har dog aldrig været et sted hvor jeg har krænget det dybeste af mig selv ud – ikke sådan familiemæssigt i hvertfald. Min mand er et meget privat menneske, hvilket jeg altid har respekteret. Mamamaruska.dk har gennem tiden været en god blanding af hverdagsliv, mode, bolig, inspiration mv. krydret med lidt personlige indlæg når jeg lige havde noget på hjertet, jeg gerne ville dele med jer.

Og i dag er en af de dage. En af de dage hvor jeg har brug for at få lettet mit hjerte, og få sagt nogle ting højt. Så letter det altid lidt. For den sidste tid har mit lille hoved været fyldt med en masse tanker. Om min fremtid. Om vores familie. Om vores tilværelse sådan helt generelt. Om fælles fremtidstanker og drømme.

Fremtidstanker og svære beslutninger

Lever jeg det liv jeg gerne vil? Burde jeg måske få et fast job med en fast indtægt, så det ikke er Kim der hænger på det hele rent økonomisk? Eller skal jeg forsætte det selvstændige liv, men fokusere mere på at få min lille biks i vækst? Jo ældre jeg bliver, jo mere har jeg brug for en fast indtægt kan jeg mærke (den dårlig samvittighed er begyndt at spille et puds synes jeg), og når ungerne nu er så store så de faktisk klarer sig selv meget af tiden, behøver jeg jo ikke være så meget hjemme? Det er svært. Faktum er bare, at jeg er nødt til at have lidt mere fokus, og tænke lidt på mig selv.

Som I ved så er både Kim og jeg fra Lolland, og mødte hinanden i gymnasiet. Begge vores forældre bor der stadig, ligesom min lillesøster gør. I ved også, at jeg altid har sagt at vi aldrig skal tilbage til landet, og det har jeg også altid troet. Men den sidste tid, er der begyndt at være lidt tankemylder om det måske er en forkert beslutning. Hovedårsagen til at vi bor hvor vi gør, er at vi begge to flyttede hjemmefra for at studere, og vi altid gerne har ville bo tæt på byen – så vores egne børn ikke behøvede at flyve fra reden så tidligt. Og at vi har muligheden for at være dejligt tæt på vores børn når de engang flytter hjemmefra (med mindre de selvfølgelig flytter til fyn eller jylland). Og det vil vi også stadig gerne – rigtig gerne. Jeg har ikke et tæt forhold til lolland, udover at mine forældre, søster og svigerforældre bor der. Det er dejligt at komme hjem, da der er en helt anden ro og tingene foregår i et helt andet tempo, men kan jeg holde det ud i dagligdagen hvis vi nu boede der?

Grunden til at vi overhovedet er begyndt at småsnakke lidt om mulighden for at bo på Lolland, er at vores forældre har den alder som de har. Jeg så selv hvor dårligt min mormor og morfar havde det da de blev ældre, og hvor meget hjælp de havde brug for i dagligdagen. Det samme gjorde sig gældende for Kims bedsteforældre. Og hvem skal hjælpe vores forældre når vi er så langt væk? Med den alder vi nu har, er det sådanne tanker der fylder i hovedet. At de næste “der står for skud” er ens forældre – og er det så forkert at være så langt væk fra dem i deres sidste tid?

Skal / skal ikke

Jeg synes sgu det er svært! Min søster bor relativt tæt på mine forældre, så hun kan hjælpe – men det er også en stor opgave at stå med det hele selv, og jeg vil altid føle mig meget langt væk hvis der skulle ske noget. Og på Kims side, så er hans forældre helt alene, da hans storebror også bor oppe nordpå. Og de er to drenge – ikke at det er en dårlig ting forstå mig ret – men når man bliver gammel (tro mig jeg har set og oplevet det tæt på), så har man brug for hjælp til mange forskellige ting. Og der vil jeg da gerne kunne hjælpe min svigermor, ligesom hun har hjulpet sin mor i den sidste tid. Og jeg har et helt unikt forhold til min egen mor, og det vil jeg gerne pleje lige til det sidste. Og jaja jeg ved jo godt at ingen af dem er ved at stille skoene endnu (7-9-13) men det er bare nogle tanker der fylder, og som vi har snakket lidt om herhjemme.

Kan vi flytte til lolland? Kan vi holde det ud? Kan vi finde arbejde? Hvad med ungerne? De vil elske at komme tæt på deres bedsteforældre – det har de ALTID drømt om – men de er også begge snart teenagere – og kan de så klare at flytte væk fra deres trygge baser og gode kammerater? Og kan de trives på landet? Og så er der hele misæren som jeg startede med – hvad så når de flytter ind til byen for eventuelt at studere – så er det Kim og jeg der sidder dernede alene. Med mindre vi så flytter med ind til den tid, når vi ikke har andet der holder på os dernede.

Shit det er svært. Og det er tunge, svære og hårde tanker synes jeg. For der er mange ting på spil, og mange ting der skal tænkes igennem.

Vi har også en drøm om at leve et mere simpelt og enkelt liv. At finde roen, tiden og nærværen. Og det kunne lolland godt smage lidt af, hvis man tager den beslutning. Men igen – jeg ved det simpelthen ikke. Vil jeg dø langsomt dernede – jeg har altid hadet, at alle ved alt om alle, og til tider følt mig kvalt – på den anden side husker jeg min barndom som den dejligste tid overhovedet!

Som overskriften lyder – tankemylder…

Tak fordi du læste med hvis du nåede så langt <3

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.