Mandagsønsker

Bornholm Bornholm Bornholm

En uge på Solskinsøen

Forrige uge stemplede vi ud fra hverdagen, og tjekkede ind til en uge med sol, sild og sand mellem tæerne på Bornholm.

Vi skulle, som så mange andre, havde været ude at rejse, men grundet situationen i år, blev de planer hurtigt lagt på hylden, og et sommerhus hastigt booket inden det var for sent.

Ikke, at det at rejse udenlands er noget vi har brilleret voldsomt i – faktisk har vi kun været afsted med ungerne 2 gange, men drømmer naturligvis om, at vise dem meget mere af verden.

Men Italien blev altså skiftet ud med solskinsøen – og heldigvis så elsker jeg Bornholm! Vi har været der én gang med ungerne før – også sammen med farmor og farfar faktisk, og så har jeg været der som barn et par gange og også med mit arbejde hos Cahetu for nogle år siden, som nogle af jer måske husker. 

Bornholm er nok et af de mest eksotiske steder man kan tage til i mine øjne, nu man skal blive i Danmark. Fine strande, rå natur, lokale delikatesser og en skøn feriestemning.

Vi var tillige nogenlunde heldige med vejret stort set hele ugen, og havde kun regn om aftenen/natten. De første dage havde vi endda høj sol og omkring 25 grader, hvilket betød at vi fik badet (og jo kyllingen her kom også i) og nydt den fine strand hvor vi boede og fik solkyssede kinder. 

Vi boede på Balka strand – hvor stranden har det fineste hvide sand uden snerten af sten jeg længe har set. Det føltes helt som at være sydpå, og jeg eeeelskede at slikke sol mens ungerne hoppede rundt i bølgerne! Er og bliver en sommerpige….

Der var mulighed for at leje både surf og SUB boards på stranden, som jeg mega gerne ville have haft gjort (og havde lovet ungerne) Men vejret skiftede simpelthen for meget til, at jeg ville i det kolde vand – især med Haralds skrantende helbred. Så vi må finde et sted herhjemme i løbet af sommeren i stedet. Det MÅ prøves! 

I er en del, der har spurgt på Instagram til bl.a. hvor vi boede, sommerhuset, anbefalinger, seværdigheder mm. Og jeg vil prøve at samle det hele i indlægget her, samt en mindre billedestorm naturligvis 😉 

Og hvis du har yderlige spørgsmål, så skriv en kommentar eller send en mail – så skal jeg nok svare 🙂 

Sommerhuset, Snogebæk & sild

Vores dejlige sommerhus havde min mand lejet gennem Airbnb, og da vi havde inviteret farmor og farfar med, var det vigtigt for os, at det var et stort sommerhus med værelser til os alle, to badeværelser, hvilket altid er rart synes vi, og en god beliggenhed. 

Til jer der har spurgt, så kan I finde huset via linket her – stor anbefaling herfra. Der var masser af plads, god indretning, lækker strand, god terrasse med gasgrill og tæt på strand og by – og så var det rent og pænt. Og som en hyggelig detalje var der blomster i krukkerne på terrassen, samt friske blomster i vaserne. Det er sådan noget jeg lægger mærke til, og synes er super personligt og dejligt.

Snogebæk, som var byen vi boede tættest på, lå 15 min gang fra sommerhuset, og er en lille super hyggelig by. Skønne isbutikker, lækker chokolade, cool butikker (Fru Due er klart et besøg værd og min favorit!) og dejlig natur. Jeg løb lange ture gennem byen, langs stranden og ud i naturen – skønt! 

Jeg vil fremhæve den hjemmelavede og meget lækre is fra Nettis, flødeboller og honningkage fra Bech chokolade. Kjærstrup chokolade bød også på lækre flødeboller, lækker chokolade samt sirup til kaffen som vi har købt med hjem.

Dagligt blev der hentet friske røgede sild, fiskefileter og fiskefrikadeller fra det lokale røgeri til de fiskeglade i familien (læs ikke mig) – det hører sig ligesom med når man er på Bornholm. 

Det oplevede vi

Da vi som nævnt har været på Bornholm før, havde vi ligesom ikke en fast to-do liste, som der løbende skulle sættes hak ved. Vi har besøgt alle de gængse (turistede) ting før. Ekkodalen, Helligdomsklipperne/Den sorte gryde, Rokkestenen (overvurderet i mine øjne), Hammershus osv. I år ville vi gerne tage den lidt med ro, nyde øen og se noget vi ikke havde set før. Det eneste vi ikke nåede, som jeg gerne ville have været forbi, var Hammershus og den nye udkigspost. Men lur mig, om vi ikke kommer tilbage en anden god gang 🙂

Denne gang fik vi set Randkløve Skår – virkelig flot og rå natur og udsigt over klipperne. Gået Hammerknuden rundt som er en SKØN gåtur på 7-8 km. ish i råt terræn forbi bl.a. Salomons Kapel, udsigt til Hammershus og rundt om Opalsøen. Var blevet anbefalet gåturen af min kollega Pernille, og det var en fed tur for alle mand – men man skal huske lidt snacks især hvis det er varmt. Været forbi Gudhjem med bl.a karamelkompagniet og Pandekagehuset – så skøn en by at den godt kunne tåle en genganger, ligesom KALAS is ALTID er et besøg værd! Aldrig gå ned på god is når man er på Bornholm…

Vi besøgte denne gang også Vang Granitbrud (tag stien op af bakken det er sjovt), Kultippen – virkelig råt landskab, Svaneke brød – mmmm siger jeg bare! Deres maltboller og snurrer er virkelig lækre, Jons kapel – der havde vi også været før, men det lå lige på vejen til en anden destination, Døndal vandfaldene – Danmarks største vandfald. Der var så ikke så meget vand i synes vi (måske pga. tørke?), men det var en smuk gåtur derhen, og ungerne fik klatret lidt.


Min svigermor og jeg var også forbi Enghøj staudehave, og er du en blomsternørd som jeg, så vil du ELSKE det! Stauder i massevis, i den mest fantastiske have, som man selv får lov til at snuse rundt i. Man kan også købe lidt stauder med hjem, hvis man har lyst. Enormt inspirerende, og jeg skal nu lave hele haven om haha.

Og slutteligt, så sejlede vi til Christiansø. Det kunne vi godt have været foruden i mine øjne. Jojo, det er sjovt at komme derover og se øen – men at have 3 hele timer derovre – det var i overkanten, og jeg frøs SÅ meget. Det blæste en hel del. Men ok – nu kan der sættes hak ved at ungerne har set den ø – og de glemmer den aldrig haha.

Bornholm du var dejlig – håber vi ses igen!

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.

Ingen kommentarer endnu - du kan blive den første

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandagsønsker