Der er sket noget stort

I know – jeg ved at overskriften er super tarvelig, og det er altså ikke blot en clickbait for at få læsere sådan en søndag aften. Men der er sket noget stort – i hvertfald for sådan en bangebuks som mig. Og da jeg nu fik fortalt familien nyheden i går, så kan jeg også indvie min anden lille familie – nemlig jer – i den.

Sagen er at jeg har fået kørekort. I ikke engang to uger har jeg kunne kalde mig bilist, og det er stadig svært at forstå. “Ej come on – var det bare DET sidder du måske og tænker”. Og ja det var det.

Men for mig har det ikke været bare det eller en dans på roser. Jeg har nemlig lige siden jeg kan huske været bange for biler og busser – ja stort set alt offentligt transport, hvorfor jeg har cyklet og cyklet til jeg var helt blå i hovedet. Jeg får hjertebanken af at køre i bus og bil med nogle jeg ikke kender så godt, og kan blive fysisk dårlig hvis det blæser bare en smule. Mine allernærmeste ved besked, og de hjælper og støtter mig naturligvis, selvom det er mærkeligt. Men jeg kan virkelig ikke forklare hvorfor, jeg bliver simpelthen hunderæd, og har voldsom hjertebanken især ved buskørsel.

I gymnasiet da mine veninder begyndte at tage kørekort, skulle jeg på ingen måde tage et. Jeg havde SLET ikke lyst – jeg havde jo min cykel. Da vi boede i København, havde vi på ingen måde brug for en bil, ej heller da Harald var lille. Det eneste lidt halvtrælse var, at tage det gamle bumletog hele vejen til Lolland med barnevognen dengang når vi skulle på familiebesøg. Kim havde nemlig heller ikke kørekort. Men det fik han lige inden jeg blev gravid med Gro, og så fik vi brug for det. Vi havde dog ingen bil, men han lånte mine forældres, da jeg var indlagt i flere måneder med Gro i maven. Så jo, der fik vi brug for et kørekort så de kunne komme og besøge mig efter arbejde og vuggestue. Åh en hård tid, nu jeg lige bliver mindet om det – men anyway jeg havde stadig slet ikke lyst eller behov for at tage et kørekort. Nu havde Kim jo.

Efter jeg startede i Cahetu, begyndte et lille behov at komme snigende. Behovet for at kunne spare 2 timers transport om dagen, og have mere tid sammen med familien. Men jeg var hverken glad eller tryg ved tanken. Vi snakkede længe frem og tilbage om det Kim og jeg, og han synes jeg skulle give det et forsøg. Og således skete det, at jeg i alt hemmelighed gik igang, og nu sidste tirsdag fik mit midlertidige kørekort i hånden. Ungerne blev noget overraskede, for ikke at tale om mine forældre og søster i går da jeg fortalte dem det. Den havde de ikke set komme 😉^ lige efter jeg bestod

Nu skal jeg opbygge glæden og trygheden ved at køre i bil. Og det kommer til at tage tid. Jeg finder det ikke naturligt, sjovt eller let – men er udelukkende et hjælpemiddel i en travl hverdag. Jeg glæder mig dog til at trygheden kommer, og jeg kan køre i IKEA helt alene og købe en masse, uden at skulle med bussen. Eller til at proppe ungerne i bilen og køre på weekend hos mine forældre når Kim er ude at rejse. Det bliver fedt, og giver en kæmpe frihed.

Så ja, det var blot en lille men meget stor ting for mig her denne søndag. Og jeg fik det inden jeg blev 40.

Nu mangler jeg bare at lære at drikke kaffe og spise ost – så er jeg rigtig voksen 😉

God søndag aften <3

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.