Status efter operationen

I dag tirsdag er det tre uger siden jeg blev opereret. Eller genopereret. Tre laaaange uger, hvor jeg gerne ville kunne skrive at nu var jeg ok og fit for fight. Men det er jeg langt fra. Desværre. Hvis du vil briefes om operationen kan det læses her.

Pt. Ligger jeg på mine forældres sofa mens ungerne hygger med mormor i efterårsferien. Jeg har stadig ikke kræfter til at stå oprejst længe af gangen og slet ikke energi til det endnu. Jeg prøver at være med ved hvert måltid for ungernes skyld og så min krop også kommer lidt i lodret position, men bliver hurtigt svimmel og får ondt i maven.

Jeg har aldrig følt mig så svag og udsat som jeg er netop nu og det kommer virkelig til at kræve noget genoptræning. Mine muskler er svundet en del af bare at ligge stille så længe og det er nok ikke lige nu jeg løber en marathon igen – eller en 1/2 marathon til nytår sammen med min mand som vi havde snakket om.

I er flere der har været søde at spørge indtil hvordan jeg har det. Især på Instagram har jeg virkelig mange søde og bekymrede følgere og tak for det. Mange i min omgangskreds forstår ikke min aktivitet på Instagram og hvordan jeg kan være glad for at nogle mennesker jeg slet ikke kender irl.bekymrer sig om mig. MEN det er jeg altså. Jeg elsker den lille verden det er og at man kan hjælpe og støtte hinanden.

Det er rart at vide at nogle derude tænker på en og tiden på hospitalet var lang, trist og kedelig, hvorfor det var skønt at kunne trykke ind på Instagram når manden min ikke var hos mig.

Nå, det var et sidespring. Ville bare lige sige tak til jer og så give en opfølgning i dette indlæg som flere har efterspurgt 🙂

Normal procedure efter denne operation er, at man kommer hjem dagen efter og så ellers tager den nogenlunde med ro. Ingen tunge løft i 6 uger og ingen cykling i 4 uger. Det samme gælder for mig. Dog er forløbet et helt andet og kroppen har det svært oven på to operationer, to gange narkose, lungebetændelse og manglende kost.

Dét at blive lagt i narkose to gange så tæt på hinanden, er hårdt for kroppen forklarede de på sygehuset. Jeg kan mærke at den virkelig har brugt mange kræfter på det og jeg har været meget meget træt og er stadig.

Desværre måtte de under 2. operation skære mig op, da de ikke kunne fjerne blodet via de huller de lavede under 1. operation. Så nu har jeg fået et stort ar, som jeg kunne have været foruden. Selvfølgelig er det vigtigere at være i live, men min mave har altid været min ‘yndlings’ ting. Med lår som bropæle, lægmuskler som en cykelrytter og skuldre som en svømmer har min mave altid været det mest feminine ved mig og selv efter mine fødsler har den været pænt flad.

Men sådan er det nu engang. Jeg er en ulykkesfugl og det havde næsten været for godt til at være sandt, hvis operationen var vellykket i første forsøg. Heldigvis har de lavet det store ar så langt nede at det sidder under trussekanten. Rigtig rart når det nu også måler 12 cm og ikke de 5 de sagde til Kim på opvågningen.

Men det betyder også at jeg har meget ondt i operationsområdet. De små ar heler pænt, men er stadig ømme. Især det sår i navlen gør ondt. Det store lange ar er meget ømt og er stadig opsvulmet omkring det. Men det er meget normalt har jeg ladet mig fortælle. Men havde da håbet at det snart ville blive bedre.

Under en sådan operation sprøjter de luft ind i maven for at få mere plads derinde under operationen. Det er faktisk den luft der har voldt flest problemer. Den luft skal derefter ud af sig selv og den forvolder SÅ mange smerter. Såkaldte koliksmerter. Normalt ville luften komme ud på naturligvis via prutter når man bevæger sig rundt. Men når man som jeg blot lå i sengen konstant, kom der ikke gang i maven.

Jeg havde kateter, så var slet ikke ude af sengen i 4 dage og derefter har jeg også bare ligget. Nu hjælper det på det og maven er ikke så udspilet længere som den har været. Den er stadig hævet og oppustet, men bliver bedre dag for dag 🙂

Status er nu at jeg har holdt mig helt i ro siden jeg kom hjem fra hospitalet. Jeg prøver at bevæge mig lidt rundt engang i mellem og sidde ved bordet til måltiderne. Det er vigtigt at bevæge benene en smule, så jeg ikke får blodpropper i dem. På hospitalet fik man blodfortyndende stukket i lårene så der ingen fare var.

Nu er planen at jeg skal prøve at være lidt mere oppe. Hverdagen skal igang og jeg må så småt begynde at gå nogle ture. Må stadig ikke cykle og løb samt tunge løft må jeg først i november.

Indtil videre har det ikke været et problem hverken at måtte cykle eller løfte, da vi har været heldige at få hjælp af vores søde mødre. Min elskede mor har haft passet Gro på landet,  så Kim kun havde Harald at koncentrere sig om. Han er meget følsom omkring mig og han har alt for mange gange set sin mor syg og på hospitalet. Derfor har det været guld værd at han har kunne få alt opmærksomhed. Det har han virkelig haft brug for for hold op hvor har det været hårdt for ham. Snøft.

Endvidere har min søde svigermor tjekket ind hos os, så Kim har kunne passe sit arbejde. Hun har passet og plejet mig og afleveret og hentet Harald i skole samt hygget med ham. Lavet mad, vasket op, gjort rent og vasket tøj. Tusind tusind tak <3

Nu håber jeg at vi kan klare os selv. Det sværeste bliver at hente ungerne da jeg ikke må cykle og intet kørekort har. Men håber at jeg er så frisk så jeg kan gå Harald i møde. Han er for lille til at cykle alene hjem endnu. Men alt sammen afhænger af hvordan jeg har det ultimo denne uge. Ellers må vi smile sødt til vores mødre igen 🙂

Ellers synes jeg at der er lys for enden af tunnellen. Det har hjulpet lidt psykisk at skrive lidt på bloggen om forløbet for det har været et sindssygt forløb. Normalt er jeg en stærk person både fysisk og psykisk men dette har været en hård omgang må jeg sande.

Psykisk virkelig hårdt at kysse sine børn farvel mandag morgen d. 22/9 og sige at mor kommer hjem i morgen, så bare rolig. Det gjorde jeg ikke. Tværtimod. Det har virkelig været forfærdeligt som mor at have på samvittigheden.

Fysisk har jeg aldrig været så svag. Afkræftet, bleg og smertepint. De føromtalte store lægmuskler er blevet mindre (lidt positivt er der da), musklerne er simpelhen svundet ind og blevet svage. Jeg havde tabt 5 kg da jeg kom hjem fra hospitalet, lidt er kommet på igen og min krop er gået lidt i dvale. Den skal ligesom vækkes til live igen og have pustet ny energi i sig.

På hospitalet var jeg så svag så en sød sygeplejerske badede mig mens jeg sad på en skammel og hun redte mit hår for havde ingen kræfter i armene. Pludselig indser man hvor svag man hurtigt kan blive. Hvor ydmyg man er og hvor dybt afhængig af andre mennesker man hurtigt bliver.

Heldigvis har vi stadig vores gode humør og kærlighed tilbage. Min mand og jeg. Mit et og alt.

Humor er en stor del af vores hverdag og med alle de (hårde) ting vi snart har gennemgået sammen, har det været ved hjælp af vores humor vi er kommet igennem og ud på den anden side sammen. Jeg elsker dig skat.

Jeg har virkelig den bedste familie man kunne tænke sig og jeg er dybt taknemmelig for jer alle. Jeg kunne ikke have klaret det uden jer eller min søde veninde Anette.

Dejligt at man er så priviligeret <3

Hvis du nåede så langt – så tak fordi du læste med 🙂

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.