Pest eller kolera

Jeg har været ude at løbe i dag. Det er stort for mig og det er godt for mig. Punktum.

Jer som har fulgt med et stykke tid ved at jeg skrev om mit løbeforbud fra lægen kort efter den sidste operation.

Et forbud som jeg i dag har brudt. I hele 2015 måtte jeg ikke løbe. Min krop var for medtaget efter de tre hårde operationer og lægerne bad mig dyrke blid motion i stedet. Det har jeg også prøvet både yoga og svømning og det dyrker jeg da også stadig.

Men det fungerer bare ikke. Desværre. Jeg er nødt til at trodse lægerne og snørre løbeskoene inden det går galt. Jeg har før fortalt jer om mit POTS syndrom, som jeg kunne holde nede ved hjælp af løb. Det blev min redning dengang og lægerne bad mig holde det ved lige. Her efter operationerne hvor jeg ikke har kunne løbe, er min POTS begyndt at komme så småt tilbage. Hjertebanken, svimmelhed, kramper og besvimelser. Det magter jeg ikke igen. Det byder jeg ikke min familie igen. Jeg giver ikke min hverdag op igen, når jeg for første gang længe føler mig i live. Det kan og vil jeg simpelhen ikke. Jeg må agere, handle på mine symptomer og drage nytte af min (lange) erfaring.

Pest eller kolera – det er sådan jeg ser det.

Jeg føler at min krop godt kan klare små langsomme løbeture og har derfor valgt at prøve at starte løb så småt op igen. Lægen bad mig lytte til min krop – og det er det jeg føler at jeg gør. Jeg er nødt til at holde min POTS nede men samtidig mærke efter hvordan kroppen reagerer efter 3 måneder i sengen.

Håber det lykkedes – kom nu krop!