Nu med titlen Gudmor

I søndags, på forårets første dag, skulle jeg stå gudmor for min søde niece. Det var en stor dag, som betød rigtig meget for mig. Jeg var pavestolt over at have fået den ære af at bære Emilie i kirken og det var et stort ønske der gik i opfyldelse.

Det er stort når ens lillesøster pludselig bliver mor og jeg er så ubeskriveligt stolt af hende. Ikke mindst fordi vi har gennemgået samme præmature fødsel, samme helvede på neonathalafdelingen og de samme rutsjeture igennem hele følelsesregistret. Jeg ved lige nøjagtig hvordan hun har og føler det. Hvilke tanker man gør sig – tanker om ens omgangskreds, hvilke rundsave man får på albuerne, følelserne indeni og ikke mindst angsten samt tankerne om alle de bekymringer en præmatur fødsel bringer med sig. Man våger over sit lille barn som en høg og hele ens illusion om fødsel, tiden derefter, barsel mv. bryder sammen i det sekund man går i fødsel for tidligt og man lever i sin egen lille verden på hospitalet. Verden udenom går i stå og alt drejer sig om at få den lille ovenpå så man kan komme hjem og starte den familie man drømte om.

Pludselig har man det her lille barn at forholde sig til hvad enten man er klar eller ej og det kræver altså sit at komme ud på den anden side med skindet på næsen. Min søster kom ud på den anden side. Hun klarer det hele SÅ flot og jeg er meget stolt af hende. Det er svært for mig at være så langt væk fra dem og især dengang Emilie blev født følte jeg mig magtesløs. Jeg lå jeg selv på hospitalet og kunne intet stille op. Det var meget svært da jeg som storesøster synes, at det er min rolle at beskytte min lillesøster – især fordi jeg havde prøvet det hele før og vidste hvilke tanker hun havde. Men selvfølgelig klarede hun det hele og Emilie vokser nu så fint og er den dejligste baby af alle. Af logistiske grunde, ser jeg hverken Emilie eller min søster så meget som jeg gerne ville, men de er i mine tanker dagligt og jeg savner dem <3

Derfor betød det også meget for mig at de havde valgt mig som gudmor. Jeg følte mig så tilpas der i kirken med Emilie i favnen. Bare hende og jeg. Jeg sad med hende i armene under hele højmessen og nød hvert minut.

I dét øjeblik var jeg ligeglad med om mit hår havde den forkerte farve (lang historie), mine nye smukke Kokoon silkebukser kravlede op på mine brede lægge pga. nylonstrømperne og at mine (kold)svedskjolder under armene voksede sig større og større. Det var mit og Emilies øjeblik og det kan ingen tage fra os.

Min søster og svoger havde hyret en fotograf og det er der kommet nogle dejlige billeder ud af. For det meste ser jeg tilforladelig ud – hestetænder eller ej ;o)

Jeg har fået lov at dele lidt af dem med jer resten beholder vi for os selv <3