Om at bryde det lyserøde billede – mit ømmeste punkt

På sådan en smuk og varm solskinsdag som i dag er det frem med de bare ben… Derfor faldt det mig på sinde at skrive nedenstående.

Vi kvinder har nok alle en ting ved vores krop og udseende som vi ikke er helt tilfredse med. Nogle ting er vi mere glade for end andre og det er helt naturligt. Det er yderst sjældent at at jeg møder en kvinde som bare hviler i sig selv og er tilfreds med sin krop.

Jeg ville ønske at det var mit tilfælde, men det er det langt fra  – og sådan en type bliver jeg nok heller aldrig. Jeg tænker meget over at give mine egne børn en god portion selvtillid med i rygsækken og kunne aldrig drømme om at kritisere mig selv foran dem. Udover selvfølgelig de småting man hurtigt får sagt i humor – morgenhår, knopper i hovedet osv.

De skal ikke have et ligeså forkvaklet syn på deres krop som deres mor har og kæmpe med det senere i livet. Men i det samfund vi nu engang lever i, vil de blive konfronteret med kommentarer og tanker om det modsatte. Allerede nu bliver Harald drillet en del med sine (meget smukke) krøller og jeg kan mærke at det til tider går ham på. Han føler sig anderledes og speciel fordi han har de krøller og det som egentlig skulle være enormt positivt, fordi han virkelig er smuk med de krøller, bliver et irritationsmoment for ham. Han har tit spurgt om han måtte blive klippet helt korthåret så han lignede de andre og det er synd. Heldigvis er han god til at ryste det af sig, da han også får mange positive kommentarer med på vejen som ofte opvejer drillerierne og så snakker vi meget om det herhjemme.

Hvorom alting er så er mit budskab blot, at ungerne skal lære at de er gode og smukke som de er. De skal stole på sig selv og turde være helt sig selv. De skal have lov at være børn og ikke gå i noget bestemt tøj fordi de andre siger det, eller være bange for at klippe sit hår fordi at pigerne kun leger med langhårede piger. De ting sker helt ned i de små klasser og jeg gruer for Gro når det er hendes tur efter sommerferien til at starte i skole. Lige nu er hun lidt skånet i mini-SFOen, men det går stærkt. Kan se det i Haralds klasse især blandt pigerne, og det gør mig bange.

Nå det var egentlig slet ikke det jeg ville fortælle jer. Jeg tænkte at det kunne være sjovt at få lidt fokus på at ikke alting er så rosenrødt bag skærmen. Jeg får tit mange postive kommentarer (og tak for dem) om at jeg er slank, pæn og smart. Men et er hvad i som læsere og følgere på Instagram ser på billeder og noget andet er hvordan tingene hænger sammen i virkeligheden.

Mit ømmeste punkt har altid været  mine ben. Jeg hader dem ( hvis man altså må sige det højt) De er ikke specielt lange eller slanke og ligner mest af alt en krydsning af en gammel dame, en cykelrytter og et par bropæle. I mine unge dage kunne jeg sætte streg over den gamle dame men der var de så lidt kraftigere end de er nu. Jeg taber mig sjældent på benene – det er altid bryster, mave og ansigt. Aldrig på lårbasserne. Jeg misunder virkelig dem med smukke slanke ben og det er altid det jeg kigger på når jeg kigger på andre piger – ikke på den måde selvfølgelig 😉

De punkter der irriterer mig ved mine ben er nedenstående. Måske nogle af jer kan nikke genkendende til det og har gode råd?

• Blodårer/åreknuder. Jeg har meget tydelige blodårer på hele kroppen. Især ben, fødder og hænder. Det er ikke pænt med bare tæer, men jeg har vænnet mig til det. Det er noget vi har i familien på min mors side, jeg har det bare mest. Derudover har jeg arvet min mors hang til åreknuder og det bliver værre og værre. Det ses tydeligt at de er på vej og det er nok et spørgsmål om tid før de skal opereres. Det ved jeg godt at mange bliver, så det tager jeg ikke så tungt.
• Knæfrikadeller. Jeg har en klump kød sidende ved knæet som jeg altid har kaldt knæfrikadeller. Uanset hvor meget jeg løber og hvor slank jeg er, vil de frikadeller ikke slippe!
• Blodsprængninger. Efter mine graviditeter, især Gros hvor jeg var segeliggende, har jeg fået virkelig mange tydelig karsprængninger. Det er nok det punkt jeg er mest ked af, for det er virkelig tydligt. Det er både på lår, over knæ og på læggene. Det ser altså ikke specielt pænt ud med bare ben og jeg er flov over dem.
• Store lægge. De er mit ømme punkt. Jeg føler mig ikke særlig feminin og jeg har så længe jeg kan huske været ked af mine runde/muskuløse lægge. Kun én gang er de blevet mindre og det var i december sidste år efter min 3. operation. Der lå jeg i sengen over en måned og der forsvandt lidt af det runde, og åh hvor jeg synes det var pænt! Men så snart jeg var oppe at gå igen kom de tilbage med det samme.
• Appelsinhud. Den behøver nok ikke nærmere introduktion…Hamphandske, scrub, væske – you name it – hjælper ikke på mig!
• Slaskede lår. Jo ældre jeg bliver, desto mere slask synes jeg der kommer. Ikke engang da jeg trænede til marathon og løb det, havde jeg slanke stramme lår! Det må da kunne lade sig gøre… Men så snart de er strammet ind i et par bukser, ser man det selvfølgelig ikke…
• Strækmærker. Efter jeg tabte mig en del efter mine graviditeter fik jeg strækmærker på lårene (og brysterne). Hvide striber øverst på lårene – ikke særlig pænt…

Det var så mit ømmeste punkt (og mærkerne er faktisk meget tydligere irl.) – vil i fortælle jeres?

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.