Lidt om kærlighed, frustration og travlhed

Så har Gro snart gået i børnehaveklasse i en måned. Tiden er fløjet afsted og det er svært at følge med. Både for hende selv og os andre. Det har ikke været den nemmeste start for hende og så alligevel, for hun har faktisk taget det hele i stiv arm. Kun de sidste par uger er hun begyndt at smågræde lidt om morgenen. Jeg tror det hænger sammen med at der ikke er så meget struktur på hverdagen endnu, da de først klasse opdeler til efteråret. Det er både på godt og ondt synes jeg. Jeg savner at aflevere mit barn til en fast klasselærer hver morgen i et fast lokale. Det var rigtig godt for Harald da han startede og det ville Gro også have gavn af. Hun bliver let ked af det og frustreret når der ikke lige er en voksen eller et barn hun kender om morgenen og har brug for sine trygge rammer. Hun har klaret hele overgangen flot men nu begynder der er være tegn på lidt indre frustrationer.

De sidste par uger har vi haft en meget temperamentsfuld lille dame herhjemme. Sur, gal og ofte meget ked af det hvis vi ikke lige forstår hvad det er hun vil. Sådan har hun aldrig været før. Hun er min lille pige og mit hjerte bløder lidt indeni da jeg kan se hun har det svært lige for tiden. Jeg er nødt til at fortælle hende hvad hun må og ikke må for hun bliver virkelig sur og gal. Slår Harald og svarer grimt tilbage til os voksne. Det er meget ulig Gro, men jeg tror simpelthen at det er en reaktion på at starte i skole og hendes indre frustration over alt det nye der sket omring hende – især det at omgås med nogle børn som er meget mere modne end hende selv. Hun bliver trods alt først 6 år til december og er en bette fis. Sproget er nyt, børnene nye, omgivelserne nye, de voksne er nye. Alt er nyt. Man skal selv huske at tage tøj på når man går ud. Man skal selv huske at gå på toilettet (og tøre sig selv), man skal huske at spise mad og drikke samt pakke alle sine ting sammen i sin skoletaske som skal stå et bestemt sted. Derudover skal man også lige lære at være i skole fra 8-14 hver dag og lære at de store børn altså ikke altid er lige søde ved de små. Av altså- der er da ikke noget at sige til at hendes lille kønne hoved er ved at koge over.

Jeg prøver at støtte og guide så godt jeg kan samtidig med at jeg er nødt til at opdrage, når hun handler voldsomt og forkert. Det er hårdt lige for tiden synes jeg og det er svært ikke at gå og være sur, træt og mut konstant. Ens børn er ens ve og vel og når de kæmper, kæmper man selv dobbelt så hårdt for at få det hele til at køre bedre for dem.

Men jeg siger til mig selv at det er en periode. Det må det være. Vores Gro har altid været en sød, glad og smilenede pige – hun må være derinde et sted. Hun skal bare lige lære at kombinere de to personer og hvordan hun skal forholde sig til det hele.

Kærligheden mellem os er i hvertfald lige så stor som den plejer og hun har meget brug for kys, kram og bekræftigelse lige for tiden. Det er min opgave at give hende det – og heldigt for mig, for det er en af mine yndlingsbeskæftigelser <3