Smølfesjov

Tanker

Kender i det med at man føler sig slået hjem lidt ligesom i et spil Ludo? Den fornemmelse har jeg i kroppen lige for tiden. Ikke alt overskyggende, men den ligger og ulmer. Selvom jeg synes det kører godt med super mange ting, som jeg også for nylig har givet udtryk for med nyt job, ny livsstil og forårsfornemmelser i kroppen, så er der selvfølgelig også en bagside af medaljen.

Bloggen har haft nogle rigtig gode måneder, men i og med at jeg (naturligt nok) bruger mere tid på arbejde, har jeg ikke lige så meget tid her på domænet – og det giver dårlig samvittighed. Straks tænker man i læsertal, interesse og manglende indlæg. Indlæg som jeg har lovet at følge op på overfor jer læsere, samarbejdspartnere og loyaliteten overfor dem som forgæves klikker herind. Jeg elsker bloggen og de muligheder den har givet og stadig giver mig. Jeg er stolt over den og hvad den er blevet til – selvom jeg blot er en lille fisk. Den er mit frirum og det er her jeg har min Maria tid, når resten af familien sover eller laver andre ting.

Lige for tiden løber vi stærkt herhjemme og har fået en ny hverdag. Ikke mere stærkt end så mange andre familier gør, bare stærkere end vi plejer og det kan mærkes. Der er arbejde, transporttid, fritidsaktiviteter, legekammerater, madlavning, rengøring, vasketøj og alt det andet som gerne skal gå op i en højere enhed. Det tager lige lidt tid at få det hele til at passe sammen og grundet min POTS, skal jeg lige huske på at stikke en finger i jorden engang i mellem. Jeg kan godt lide at have mange bolde i luften – og jeg kan også sagtens håndtere det. Det handler nemlig bare om prioritering! Og det er det jeg egentlig gerne vil frem til med dette indlæg.

Lige nu må jeg prioritere familielivet og arbejdslivet – og så sætte andre ting længere nede på to-do listen. Herunder bloggen. Det betyder ikke at den går i dvale. Overhovedet. Det betyder bare at nogle af de indlæg med lidt mere dybde samt hyppigheden af andre indlæg, bliver sat lidt ned. I hvertfald lige indtil jeg lige får den nye hverdag ind under huden og der kommer ro på.

Børnene er blevet så store, at de har masser af fritidsaktiviteter og vil derudover gerne have legeaftaler i en lind strøm. Ydermere er Harald startet i klub, hvilket er en stor omvæltning for ham. Ikke at han ikke kan lide klubben – mere det at sige farvel til de trygge rammer og kendte voksne i SFO’en. Der foregår mange ting i hans smukke sensitive sind og han kræver lidt mere tid og omsorg – og det skal han få.

Jeg havde bare lige brug for at få det formuleret ud til jer, så i ved hvorfor her måske er lidt stille i perioder. Alt handler om at finde balancen og nu hvor jeg (heldigvis) er ude af mine lange sygdomsperioder samt studieliv, kræver det lidt mere planlægning at få alt til at gå op i en højere enhed.

Velkommen til den virkelige verden, sidder i måske derude og tænker – og ja, det kan man måske godt sige ♡

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.

Ingen kommentarer endnu - du kan blive den første

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smølfesjov