Mandagsønsker

Mon jeg bliver glad igen?


I over 2 år har jeg haft store problemer med min hud. Ikke bare lidt uren hud, bumser eller pigmentforandringer. Jojo jeg har lidt af det hele, men jeg har haft et problem som jeg har været flov og ked af det over. Et problem som ikke bare lige kan gemmes væk, men tværtimod er meget synlig.

Det er natuligvis min næse jeg snakker om. Min hævede, ømme, betændte, sårfyldte og røde næse, som jeg før har fortalt om – dog ikke så detaljeret. Alkoholikernæsen som vi har kaldt den herhjemme med et smil på læben – uden at der skal siges et ondt ord om alkoholikere og deres næser altså. Men de har jo rødmossede næser – og sådan har jeg siden 2016 set ud. Og uanset hvor hyggeligt det ville være at ligne Rudolph med den røde tud endnu en december måned, så sjovt er det så heller ikke at have et stort og ømt sår lige midt i ansigtet.

Det startede tilbage i 2016 hvor jeg pludselig fik nogle store sår på næsen. Jeg antog fra start at det blot var for meget cola, chokolade og toast der var årsagen – men kunne efter nogle måneder konkludere at uanset hvordan jeg levede. Uanset hvad jeg smurte på, så hjalp intet. En enkelt creme og serum har hjulpet en smule – men det blev aldrig rigtig godt. Min næse levede sit eget liv. Den kunne være nogenlunde fin om aftenen – dog stadig virkelig rød, og næste morgen kunne den være hævet og fyldt med betændte blærer, som måtte “tømmes” flere gange i løbet af dagen. I know mega ulækkert – men det har været hverdag for mig så længe nu, så det bare er en del af rutinen.

Jeg var til lægen ultimo 2016, som intet rigtig gjorde. Trykkede lidt, og kiggede mig op i næsen – mente bare det var stress. Jeg har nu ikke haft stress, men selvfølgelig har man være presset i perioder med eksamen dengang, så jeg tænkte fair nok. Det bliver nok bedre.

Men det gjorde det ikke. Tog mod til mig, og gik til lægen igen i starten af 2017, hvor jeg fik en henvisning til hudlægen. 6 måneders ventetid. 6 måneder. Undervejs blev jeg bekymret, og læste flere grumme historier med hudkræft. Men jeg måtte alligevel vælge at tro på at det ikke var en ting det kunne være – for så havde det gået hurtigere i systemet. Det har vi prøvet med Kim nogle gange nu. Og dér er de effektive.

Så jeg ventede. Kom til hudlægen. En dybt useriøs hudlæge, som sagde at det bare var solskader. Solskader – jeg har jo haft dem hele vinteren igennem?! Men nu er jeg jo ikke ligefrem den type der siger folk imod, så jeg gik derfra med en mærkelig tom fornemmelse og en næse der stadig var rød.

Det blev 2018. Jeg bestiller en ny tid hos en anden hudlæge. Får tid i maj. Det kan ikke være rigtigt at jeg skal se sådan her ud – og det gør forfærdeligt ondt. Hudlægen aflyser samme dag jeg skal derned pga. sygdom. og jeg får en ny tid. I slutningen af august. Jeg smører masser af solcreme på snuden henover den varmeste sommer nogensinde, og ser frem til en snak med hudlægen. Det går op og ned med næsen. Nogle dage er den pæn, andre helt forfærdelig. Men aldrig helt normal. Altid rød.

Dagen hvor jeg skal til hudlægen kommer, og på selve dagen er min næse helt fin. Ingen sår – blot rød. Hun er smadder sød. Siger at det har stået på ALT for længe, og at vi nok skal finde på noget. Hun slår med det samme fast, at det ikke er hudkræft, og jeg ånder lettet op. Men hun ved ikke hvad det er. Der skal tages nogle prøver på en dag hvor såret væsker, så hun beder mig om at komme igen når det er tilfældet.

Og det var så her vi nåede til inden efterårsferien, og siden da har jeg fået taget forskellige prøver.

I går kom svaret så endelig. Voldsom Stafylokokker infektion. Som har bredt sig til hele næsen.

Jeg skulle i omgående behandling, og hun forstod godt at jeg har haft rigtig ondt, og måske har været meget sløv og træt – jeg har en betændelses tilstand i kroppen der ikke må være der, og som kan medføre andre sygdomme.

Men nu ved jeg besked. Nu er jeg i behandling.

Her 2 år efter det første sår dukkede op, er der endelig en konklusion. Og jeg sidder tilbage med en tom fornemmelse. En fornemmelse af tristhed, sårbarhed og fortvivlelse. For hvordan kan det tage så lang tid at konstatere noget så simpelt som en betændelsestilstand? Hvorfor tog lægen mig ikke seriøst? Hvorfor troede de ikke på mig, når jeg sagde at det altså ikke bare var en bums og for meget chokolade. På to år er min i forvejen ringe selvtillid og selvværd, skrumpet ind til så lille en størrelse at den næsten ikke kan ses. I de to år jeg har gået rundt med en rød og betændt tud, har min virksomhed (bloggen) vokset sig større, jeg har fået arbejde og jeg har deltaget i en del flere sociale arrangementer end jeg plejer. Jeg har nemlig ikke kunne lægge mit professionelle liv på hylden når det var nu der skulle handles – selvom det inderstinde har været det jeg allermest har haft lyst til. Jeg har måtte aflyse aftaler, møder og events fordi jeg så herrens ud eller fordi min næse ikke ville stoppe med at bløde. Jeg har takket nej tak til samarbejder, da jeg ikke følte jeg kunne vise mig frem. Men jeg har troppet op på arbejde selvom jeg så forfærdelig ud og grimmet mig over mig selv, og mandet mig op til vigtige arrangementer. Ellers har mest søgt helle herhjemme i sofaen i mine trygge omgivelser – med folk som kender mig.

Måske jeg igen bliver helt normal at se på. Måske jeg ikke længere behøver være flov over at være hende med den røde næse. Måske bliver jeg glad igen.

Tak for alt jeres støtte og søde ord – især på Instagram – i forbindelse med min næse. Tak.

Jeg vil spare jer for de grumme billeder jeg har på kamerarullen som hudlægen skulle have, men tro mig – det ser herrens ud i virkeligheden. Ét er hvordan man ser ud med et filter ser ud på Instagram, noget andet er real life <3

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.

8 kommentarer

  • Det lyder godt nok frustrerende – vente position kan være værre, end at få “dommen”. Jeg håber, løsningen dukker op, og om ikke andet, at du hvertfald finder en måde at finde modet og humøret snarest, også selvom jeg godt kan forstå at det har været noget af en rustjetur (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mamamaruska

      Tak – det har været så frusterende. Men håber der er lys for enden af tunellen nu <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gunhild

    Jeg håber på det bedste. Vil bare sige at i mine øjne har du al mulig grund til at have selvtillid. Som jeg ser det, klarer du det hele super godt. Jeg håber du bliver glad, vil ikke sige at du har grund til det, fordi jeg synes at det at være glad aldrig afhænger af hvad man har eller hvem man har i sit liv. Keep up the good work😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mamamaruska

      Nej du har ret – bare sådan oprigtig glad. Det har fyldt meget – men har alle mulige grunde til at være glad. Det har du ret i <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Din stakkel først og fremmest! For det må have været frygteligt hårdt!
    Inden jeg nåede til enden af dit skriv sad jeg og tænkte på at det kunne lyde som en stafylokok inf. Skrækkeligt at det har skulle tage så lang tid at få afklaret!
    Rigtig held og lykke til med behandlingen❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Brandt Moseholm

    Hold op hvor er du sej. Det kan være så invaliderende at have en hudsygdom, og hvor vildt at din læge ikke kunne se det. Jeg har selv døjet med slemt ansigtseksem, og det er frygteligt. Men livet kommer igen, og hvor er det fedt at der endelig er en løsning. Rigtig meget held din vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mamamaruska

      Tak <3
      Det har været noget af en kamp, men nu er der forhåbentlig lys forude.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandagsønsker