Mandagsønsker

Det der voksenliv

Selvom jeg i sidste uge fyldte 38 år, føler jeg mig ikke helt voksen på nogle punkter. Jeg ser ikke mig selv som værende gammel (nu skal jeg jo passe på hvad jeg siger haha), men når jeg så tager et kig over på Harald i sofaen som bliver 13 til november, så ved jeg at jeg ikke er helt ung længere. At jeg har to store børn. At jeg er i min bedste alder – at det er nu jeg burde være voksen, tilfreds og have godt styr på mit liv. Jeg husker så tydeligt mine forældres 40 års fødselsdage, og jeg kan slet ikke sætte mig ind i, at det om et par år er mig selv. At det er her jeg befinder mig nu. Tiden er en anden end dengang jeg selv var barn, og jeg føler på ingen måde at jeg er ligeså voksen, som mine forældre var på samme tid. Med deres faste arbejdstider, eftermiddagskaffe på samme tid hver dag, abonnement på ugebladet Hjemmet mv.

Jeg føler at jeg lever i en helt anden tidslomme. At jeg ikke selv er ligeså voksen og struktureret som min mor var dengang. Jojo jeg handler ind, smørrer madpakker, kører ungerne til fritidsaktiviteter, vasker tøj osv. ligesom min mor gjorde – men det er bare på en anden måde synes jeg. Det er svært at forklare, og jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil med det her skriv, andet at det er noget der fylder i mit hoved. Nogle gange har jeg det som om, at der mangler en voksen. At jeg savner min mor til lige at få det hele til at spille – for det hele virkede så nemt og ligetil da jeg var barn. Der var altid tid til min søster og jeg. Tid til leg, eftermidddagshygge og hjemmebag. Og jeg ved jo godt at min mor også har styrtet rundt – men hun fik det bare til at se så legende let ud. Det er faktisk først her i mit selvstændige liv de sidste par år, at jeg har svært ved at få struktur over hverdagen. Jeg har altid noget jeg liiiige kan lave, og når ungerne alligevel er så store at de underholder sig selv, så er det fristende at åbne computeren eller Instagram igen. Og jeg tror det er grunden til, at jeg synes der hele tiden er noget at lave. At min arbejdsdag ikke er fra 8-16 og derefter er slut. At vi i dagens samfund er på konstant, og fordi vi har smartphones – netop altid er online og kan se mails tikke ind, tjekke nyheder, sociale medier osv. Og det er sgu lidt svært at mingelere rundt i vil jeg ærligt indrømme. Jeg vil gerne være den bedste mor. Den bedste kone. Den bedste kollega. Den bedste datter. Den bedste søster og den bedste veninde. Og det harmonerer ikke altid lige godt. Men jeg vil heller ikke bytte min tilværelse med noget andet. Det fungerer godt sådan her – jeg skal bare blive bedre til at være på arbejde, og holde fri. Og det er der nok mange der kan relatere til. Bare fordi jeg laver hvad jeg gør, behøver jeg jo ikke være online hele tiden. Min timeløn er i såfald så lav, at det er til grin.

Tilbage til det med at være i sin bedste alder, og til at have styr på sin tilværelse. Det har jeg jo også helt overordnet naturligvis. Sådan skal det ikke forstås – men det er da ikke alle punkter jeg synes der spiller 100% – og det er jo helt og holdent min egen skyld. Det vil jeg da gerne indrømme. Og jeg har egentlig ikke rigtig tænkt over det før her på det sidste. Måske det er økonomien der spiller ind. At jeg ikke føler jeg kan bidrage med noget herhjemme, da jeg ikke tjener nok. Og det er vel en af de ting man drømmer om som voksen – at tjene penge så man kan forsørge sin familie, og forkæle dem. Når det så er sagt så mangler vi jo ikke noget. Men jeg ville nu elske at kunne bidrage lidt mere end jeg gør nu, så det hele ikke hang på Kim.

Det gik tilfældigvis op for mig, at jeg pludselig var så gammel, da jeg for et par uger siden læste Alt for damerne som jeg plejer, og blikket faldt henover nogle af de faste indslag jeg altid læser. Der var nu personer med som var yngre end mig. Det har før i tiden, været personer midt 20’erne/starten af 30’erne, som man kunne tænke; wau de er cool, og har et fedt liv. Nu er jeg pludselig ældre end dem – og det fik mig til at spekulere. At det er nu jeg faktisk burde føle at jeg kører med klatten, og at livet bare kan komme an. At jeg har det hele under kontrol og det kører på skinner. Men spørgsmålet er, om jeg behøver at have det. Kan jeg ikke blot være glad for det jeg har nu og værdsætte, at vi kan leve som vi gør? Og jo selvfølgelig kan jeg det – jeg har jo selv valgt, og er taknemmelig for at det kan lade sig gøre.

Men nogle dage er tankerne der. At jeg måske burde gå ud og få mig et fast fuldtidsjob som er sikkert med pension, feriepenge und so weiter. Frem for at have taget skridtet som selvstændig, og kaste byrden over på Kims skuldre alene.

Jeg føler at de sidste 20 år er fløjet afsted, og jeg har stået på sidelinien, mens det hele kørte forbi mig. Jeg fatter ikke at der er gået næsten 20 år siden jeg blev student. 20 år. Det er altså mange år.

På de 20 år der er gået bliver man voksen. I hvertfald hvis man ser på alderen – og man skal prøve at følge med i livet så godt som man nu kan. Fra man er 19/20 år og netop udklækket student, til man fylder 40, sker der helt sindsygt mange ting i ens liv hvis man tænker over det. Det er i den periode man skal forme sit liv, og finde ud af hvilken retning man skal bevæge sig hen ad. Man skal tage store valg, som præger en resten af livet. Man skal studere, arbejde, skabe sociale relationer – både bevare dem man har samt skabe sig nye, finde den man vil tilbringe resten af sit liv med, få børn, skabe sig en karriere, bevare hvem man inderst inde er, men samtidig sørge for at udvikle sig og følge med tiden, købe hus/lejlighed, få en pensionsopsparing og meget meget mere.

At jeg pludselig er blevet så gammel, det er svært at forstå. Jeg er ikke bange for at blive 40. Jeg har aldrig haft et problem med at fylde år. Men jeg er bange for, ikke at slå til. Ikke at opnå nok her i livet. Men det nok bare er mig og mit sorte sind der til tider dukker op.

For man er jo god nok som man er. Det er vi allesammen.

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.

Ingen kommentarer endnu - du kan blive den første

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandagsønsker