Paris, taknemmelighed & kærlighed

Om præcis en måned sidder jeg i Paris med min mor.

En tur jeg har glædet mig helt eventyrligt meget til, og nu er det pludselig lige om lidt. 

Jeg selv har været i Paris mange gange som I ved – jeg elsker den by, og min mor har også været der da hun var ung for mange år siden, hvis man kan tillade sig at sige det haha. Meget er sket med byen siden dengang, og jeg glæder mig til at vise hende hvordan det hele tager sig ud nu. Og så endda i juleforklædning hvis vi er heldige. Jeg har altid kun været der i forår- og sommerperioden. 

Jeg gav min mor turen i fødselsdagsgave forrige år fordi jeg synes hun fortjener det. Men vi har ikke haft mulighed for at komme afsted før nu. 

Vi bor som I ved ikke så tæt på hinanden, men alligevel er hun en kæmpe hjælp med ungerne, og har en helt speciel plads i deres hjerter. 

De har begge været så priviligerede at komme på lange sommerferier, forlængede weekender og når Kim har været ude at rejse tidligere, har hun været flink til at give en hånd med når jeg har haft brug for det. 

Og det er der en grund til at hun kan. Min mor hun arbejder nemlig ikke længere desværre. Det har hun faktisk ikke gjort siden Harald kom til verden. Hun fik pludselig en voldsom hudsygdom, som ingen kunne sige hvad var – og som lægerne stadig ikke kan finde ud af at helbrede så hendes hud heler ordentligt. Det betød at hun blev sygemeldt og sidenhen førtidspensionist. Ikke noget min mor er hverken glad for eller stolt over, men det vigtigste er at hun passer på sig selv, så vi har hende mange år endnu. 

Det der især har holdt min mor oppe gennem årene, har været hendes børnebørn. Når man selv skranter rent helbredsmæssigt og ikke føler at man slår til, så er det givende at kunne se et par små (og nu store og to nye små) væsener som elsker en overalt på jorden, og som synes man er perfekt. At få den tillid, knus af de små arme samt en masse hyggelige stunder – det er en kærlighedserklæring det vil noget, og noget man har brug for i en svær periode. Det ved jeg fra mig selv. 

Min mor har lært at leve med sin sygdom. Ungerne har lært at mormor ikke kan alt, men at hun især er god til at lytte, spille spil og bage. Det kan godt være hun ikke kan lege fangeleg eller gå lange ture i skoven (uden at have alt for mange smerter), men så kan mormor så meget andet.

Og det vil jeg gerne sige hende tak for.

At hun har taget sig tid til ungerne. At hun har sat dem først. Og at hun har givet dem den tryghed og kærlighed de har elsket så meget, når de har været på landet hos mormor og morfar. 

Det er mine børns fristed. Og det er det stadig selvom de nu er blevet store. Og at have en mormor der har lyst til at have en på ferie ligeså lang tid man har lyst i sommerferien – det er da fantastisk.

Derfor fortjener hun at blive forkælet. Tak fordi du orker mor. Tak for den kærlighed du giver mine børn. Og tak fordi du er den dejligste mor.

Og derfor skal vi en tur til Paris. 

Bare hende og jeg. 

Om jeg så skal køre hende rundt i cykeltaxi for at se hele byen fordi hendes fødder driller, det er lige meget. 

Bare det, at vi er sammen i min yndlingsby. 

Tak mor <3

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.