Mandagsønsker

2020 på godt & ondt


Farvel 2020 – velkommen 2021

Så ramte vi årets allersidste dag. Et år, der på alle måder har været alt andet end hvad vi forventede da rådhusklokkerne slog første slag, og vi glade, forventningsfulde og smilende hoppede skålende ind i det nye år for snart 1 år siden.

2020 har været et år hvor ord som samfundssind, afstand, mundbind og håndsprit har stået i kø for at blive brugt. Hashtagget #stayhome har været brugt ikke mindre end 49,1 mio gange på Instagram, vores hænder er aldrig blevet skrubbet så meget i vand og sæbe før ligesom vi ej heller har set så mange pressemøder i TV, som vi har i året der er ved at rinde ud. Et år der har båret præg af Corona eller Covid-19 som pandemien jo egentligt hedder verden over. Et år der har bragt med sig megen tvivl, usikkerhed, angst, tårer og dødsfald. Et år hvor vi alle har lignet et stort spørgsmålstegn – for hvad er det der Corona egentlig for noget – og rammer det også os i lille Danmark? Det må vi nu sige ja til at det gjorde, men i løbet af årets første to måneder, var der nok ingen der havde forventet at Danmark mødte første nedlukning allerede d. 11. marts.

Jeg havde i hvertfald ikke. Jojo, man havde perifert hørt om Corona – men Kina var jo laaaaangt væk. Og selvom vi godt kunne se da vi var på messer med arbejdet både i januar og marts, at fremmødet ikke var så stort som det plejer – vidste vi bare ikke, at det ville blive så alvorligt som det blev.

Nu sidder vi så her. På årets sidste dag, og beder til at 2021 kun kan blive bedre. Vi håber alle inderligt på, at vaccinen hjælper og pandemien deraf kommer under kontrol så både Danmark og hele verden så småt kan åbne op igen – og normaliteten atter kan begynde at indfinde sig. Eller en ny hverdag/normalitet vel at mærke. For ingenting er som før, og både social afstand og håndsprit er kommet for at blive tror jeg – i hvertfald i det offentlige rum.

Vi er heldige her i Danmark. Og det må vi huske på. Det er vigtigt at sætte tingene lidt i perspektiv, og tænke på, hvordan en pandemi som denne har ramt de lande der har det svært i forvejen.

Men selvom det har været et hårdt og trist år på mange fronter, så har 2020 ikke kun medbragt lutter dårlige ting med sig, og det synes jeg også er vigtigt at huske på i en svær tid som denne. Derfor tænkte jeg, at jeg ville tage jer med på et lille visuelt tilbageblik til nogle af mine højdepunkter fra 2020 – på godt og ondt.

Rigtig godt nytår til jer – tak fordi I stadig hænger i herinde trods stilheden <3

^ Lad os starte med noget positivt – mit arbejde hos CARE BY ME. Billede fra d. 22.12 i år. Casual og glad helt ned i maven.

Overordnet for 2020 gælder det at jeg har det rigtig godt – bedre end nogensinde faktisk. Jeg føler at jeg er landet det helt rigtige sted arbejdsmæssigt, og begynder at tro på, at jeg rent faktisk er god til det jeg laver. Jeg startede hos CARE BY ME i slutningen af 2019, så 2020 har været året hvor mit nye arbejdsliv for alvor gik i gang. Jeg er værdsat, vi har det sjovt og jeg har haft en stor personlig udvikling gennem hele 2020. Og det er fantastisk. Jeg har mødt nogle dejlige og inspirerende mennesker efter jeg startede, og føler mig meget taknemmelig. Jeg elsker mit arbejde, og selvom 2020 har været hårdt for en lille virksomhed, har vi kæmpet os igennem, og vi glæder os til et positivt, blødt og bæredygtigt 2021 – kom bare an. Jeg startede desuden 2o2o ud med at være på min første messe med arbejdet  i januar i Tyskland. Og det var mega fedt – og vildt godt for den generte type som mig at komme lidt ud af boksen og være lidt mere udadvendt. Vi må se om 2021 bliver året hvor vi igen må komme på messe…

^Weekendture til Lolland i løbet af sommeren & savn

Det er ikke meget jeg har set til min egen familie i år desværre. Og det er klart den værste ting Corona har bragt med sig for mit vedkommende. Min mor er særligt udsat, hvorfor vi har skulle passe meget på hende, og har kun set hende få gange i år, ligesom vores fælles sommerferie i Sverige med mine forældre samt søster og co. blev aflyst. Jeg håber inderligt at 2021 bliver året med en masse kram, nærvær og familiehygge. Jeg savner mine forældre samt min søster og små niecer ubeskriveligt meget.

^Blomsterlykke fra haven

Heldigvis har 2020 budt på en masse fine blomster i haven, hvilket har været dejligt livsbekræftende at nyde henover sommeren. Næste år skal jeg have endnu flere Georginer – måske et helt bed?

^Sommerferie på Bornholm

Turen skulle have gået til Italien, men i stedet skyndte vi os kort efter nedlukningen at booke et sommerhus på solskinsøen Bornholm. Jeg elsker Bornholm og vi har været der flere gange. Vi havde en virkelig dejlig ferie med forholdsvis godt vejr – så heldigt. Vi havde inviteret farmor og farfar med, hvilket både store og små nød. Is, vandreture, smukke solnedgange og sild ad libitum – ja tak!

^En sundere livsstil

Jeg besluttede tilbage i april, at nu måtte jeg sadle om, og forsøge at sætte en stopper for den lidt usunde livsstil jeg havde bevæget mig ud på. Ingen motion, for meget sukker – i særdeleshed chokolade, ingen ro eller selvomsorg i hverdagen og for lidt søvn. Det resulterede i 7 sukkerfrie uger som kickstartede det hele, en hulens masse vandmelon, Pepsi Max og lange daglige gåture. Det er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv længe, hvorfor jeg også er forsat den rytme resten af året. Dog spiser jeg nu sukker – forsøger med måde, og så er jeg begyndt at få nogle kilometer i løbeskoene igen hvilket har været fantastisk. Jeg er blevet 1o kilo lettere (dog er der sneget 3 på her i december…), og mangler ikke så meget for at være i mål, hvilket er dejligt. Men vigtigst af alt, har jeg lært at prioritere mig selv i en travl hverdag – og det har været sundt for mig. I kan læse lidt mere om det hele her, samt nogle af de ting det også har medført i indlægget her.

^Gåture & venindetid

Og nu vi er ved gåture. Så betyder de så ufatteligt meget for mig. Jeg går stort set hver dag, og her om vinteren må jeg indrømme, at det været noget mørkt og koldt sent om aftenen, men jeg har holdt ved. I weekenderne mødes jeg ofte med min dejlige veninde Anette og så går vi en lang tur sammen. Gerne 11-12 kilometer som er et par timers powerwalk hvor vi lige får vendt verdenssituationen. Corona har gjort at vi ses på en anden måde, har prioriteret hinanden i hverdagen mere end nogensinde før, og har brugt hinanden til at få luft og til at få bevæget os – sammen. Og det har været sindsygt dejligt, og næsten som at skrue tiden tilbage til kollegiet hvor vi jo sås dagligt, eller da vi boede 5 min fra hinanden da Harald var baby. Vi har kendt hinanden i 2o år, og det var meningen at vi skulle have fejret det i New York i foråret men det blev jo af åbenlyse grunde ikke til noget – og det ser også lidt sort ud fra 2021. Men hey – vi har resten af livet til at opleve verden. En gåtur udover markerne er heller ikke værst. Tak for dig Anette <3

^Strandture & hverdagslykke

Da min sommerferie var slut, besluttede vejrguderne sig for, at det endelig skulle blive sommervejr. Men heldigvis bor vi så tæt på vandet, så det er hurtigt at stikke derned efter fyraften samt i weekenderne så snart vejret er til det. Og det er noget af det jeg husker 2020 for i særdeleshed. Hverdagsglæden – at sætte pris på de små ting, og det der er lige foran næsen på en.

Det resulterede i en del ture til stranden med ungerne, og det samme håber jeg gør sig gældende igen til sommer. Måske jeg også selv kommer i vandet så? Jeg er og bliver nu en kylling.

^Hjemmekontor & hyggetøj

Det har også været året, hvor de fleste af os har måtte arbejde hjemmefra. Vi har dog stort set næsten været på kontoret hele tiden, men med to ugentlige hjemmearbejdsdage, lever jeg i bløde bukser (og ofte faktisk bare min pyjamas) må jeg indrømme. Jeg er lidt af en hyggetrold, og er ikke særlig god til at “ordne mig” når jeg bare skal arbejde herhjemme fra. Hvilket dog også har givet et par pinlige episoder under telefonmøder hvor kameraet så også skulle være på haha 😉

Endnu engang rigtig GODT NYTÅR!

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.

Ingen kommentarer endnu - du kan blive den første

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandagsønsker