Torsdagstanker

I går aftes var jeg gæst ved en hyggelig festaften sammen med 100 andre bloggere fra Bloggers Delight. Festen fandt sted i de smukkeste omgivelser på Kosmopol i København. Et arrangement jeg ikke har helt let ved at deltage i, men jeg gjorde det endnu engang, og jeg er blevet bedre til det. Det er en god mulighed for mig at udvikle mig selv personligt – og det er en god mulighed for at netværke med folk, som laver det samme som jeg selv.

Jeg løftede lidt sløret for emnet sidste år på Instagram nogenlunde samme tid på året, da jeg dengang var inviteret til julefest med Bloggers Delight, og alle mine dygtige bloggerkollegaer. Nemlig at jeg ikke er god til store sammenkomster. At jeg er meget indadvent, genert og usikker. Og det kom som en stor overraskelse for mange af jer, der læste opslaget. Jeg udstråler ofte det modsatte, hvilket jo bare indikerer, at man sagtens kan udstråle én ting, men føle en anden. Oftest ser I jo de positive sider på de sociale medier, og det er nu ikke fordi at, når jeg taler for mit eget vedkommende,  ønsker at polere min tilværelse. For jeg har vasketøj, nullermænd, diskutioner med manden, frække unger, strækmærker og fedtet hår, som alle andre også har – men jeg behøver bare ikke at vise det frem. Jeg er en visuel person, som elsker pæne billeder, så hvorfor vise billeder af en “kedelig” hverdag, vi jo alle inderst inde godt ved at de fleste mennesker også til tider har – når jeg kan glemme hverdagen lidt og nyde at lave en lidt pænere visuel storytelling af min hverdag end den måske reelt ser ud i det beskidte hjørnet af stuen? Jeg nyder at have min profil på Instagram. Jeg nyder at tage billeder (når jeg altså har min mobil). Og jeg nyder at det ser pænt ud når man kigger ned over min profil.

Men det er også vigtigt for mig, at folk ved at jeg blot er et menneske som alle andre. At fordi jeg er en offentlig person (lad os bare kalde det det, selvom jeg blot er en lille bitte fisk i det store influencer/bloggerhav) så er alt ikke altid rosenrødt. Jeg er en helt normal (efterhånden ældre) mor, der går på arbejde, henter unger, vasker tøj, handler, laver mad, gør rent osv. osv – men samtidig har jeg også en stor passion for blogmediet og de sociale platforme, som for nogle er en noget opstillet og udstillende verden. Men jeg elsker at skrive, og jeg elsker endnu mere, at nogle vil læse det jeg rent faktisk skriver. Og det gør mig til en offentlig person, fordi jeg deler ud og viser mig selv frem online. Men det gør mig ikke mere spændende end så mange andre. Jeg er stadig bare mig. Jeg er bare så heldig at jeg får tilbudt nogle spændende ting og sager i forbindelse med bloggen – og det fremstår ofte som en priviligeret tilværelse. Og jo det er det da også – men man skal også huske på, at det også er et arbejde. Når jeg tjener penge på at blogge i min fritid – oftest om aftenen når ungerne er puttet, så betyder det også at jeg kan arbejde mindre i det daglige. At vi har råd til at prioritere familielivet, som jeg værdsætter så højt og det gør mig taknemmelig.

For at vende tilbage til udgangspunktet. At sidde bag skærmen og skrive, er noget jeg elsker og ikke vil være foruden. Det giver mig så meget igen – især når I derude kommer med input. Og det er jo også det der gør, at dette indlæg bliver til. Affødt at tanker man får efter henvendelser fra jer der følger med. Jeg vil så gerne at, I derude føler at I kender mig. At I ved hvem det er, der sidder bag skærmen – og at jeg blot er helt almindelig som alle andre. Men det er også farligt at gemme sig bag skærmen altid. Jeg skal arbejde med, at blive bedre til at komme ud til events, fester og arrangementer. Det er der jeg netværker, og det er der jeg møder mange af jer derude.

Og det er der, I kan se, at jeg bare er mig.