spar 25% på sko og sandaler

Blæsevejr, bananasplit og smukke blomster

image

Det var den weekend.

Det føltes som om det lige har været fredag. Måske fordi at fredagen for mit vedkommende gik op i studie hele dagen og at jeg først satte fødderne på matriklen kl. 23.30. Eksamenstiden er over os og dermed de lange dage på studiet – især når det er gruppearbejde der står på skemaet. Men det er sjovt og spændende og vi hygger os samtidig heldigvis. Jeg føler virkelig at jeg har fundet min rette hylde – og det er altså ikke så lille en udmelding her i en alder af snart 35(!) år 😉 Men det føles dejligt og det er en dejlig (uvant)fornemmelse at have lidt ro indeni.

Lørdag smuttede vi alle 4 en tur i Flise Bent – jep det hedder butikken altså – og så på Metrofliser som min kære svigerfar kommer og sætter op næste weekend. YAY! Det bliver så godt altså – jeg har glædet mig virkelig længe nu og jeg håber resultatet lever op til mine forventninger. Derefter smuttede vi en tur i Føtex for lige at handle lidt kød ind til om aftenen og jeg faldt over min yndlings pæon Sarah Bernhard til den nette sum af en flad 50’er så den måtte selvfølgelig også med hjem.

Resten af dagen samt i dag søndag har stået på ren afslapning og hygge – Gro har stået på rulleskøjter til den store guldmedelje hele weekenden og Harald har tilbragt dagene foran sin computer med Mine Craft med en kammerat i ørene over Skype – det er tilsyneladende den nye måde at have legeaftaler på 😉 Ej i dag søndag har kammeraten dog trods alt været fysisk tilstede – det er hyggeligt at se hvordan de går op i det med liv og sjæl og lever sig ind i den verden – samtidig med at de hygger sig socialt.

Det har stormet som en hel pelikan (og gør faktisk stadig) og været møg koldt. Nærmest efterår! Så planen om at komme lidt i haven blev altså skrinlagt efter jeg havde plantet min nye pæon i stiv kuling. Jeg frøs simpelthen SÅ meget. Kom nu sommer…Men når det nu ikke er forår udenfor, er jeg pænt glad for at mine fine Magnoliagrene, som min søde mor havde med til mig sidste weekend, står i fuldt flor indendøre. Jeg har sat en stor gren i alrummet og den er bare SÅ flot! Desværre holder den nok kun et par dage til, men sådan må det være – så har DMI til gengæld også lovet sol kan jeg se 😉

Nu ser vi frem til en dejlig kort uge. En uge som både rummer eksamen, skolefest, fødselsdag og alt det løse. Med det i udsigt er det dejligt at have fået tanket lidt op på afslapningskontoen her i weekenden, kysset en masse på ungerne, spist et par bananasplit (vores nye lørdagstradition – ungerne ELSKER det) og fået svinget støvsugeren 😉

Jeg håber at i har haft en skøn weekend og må få en dejlig uge 🙂

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.

Ingen kommentarer endnu - du kan blive den første

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

spar 25% på sko og sandaler