Et år siden jeg sagde farvel til Always!

I dag er det præcis et år siden jeg drog mod Hillerød Hospital for at iklæde mig skønne hvide lange støttestrømper og sige farvel til mine to livmødre. Hvis du allerede her tænker: to!? Hun er da bindegal – så nej, den er god nok. Jeg havde to 😉

Jeg vil ikke komme ind på forhistorien – den kan du læse HER og HER om du lyster. Faktum er at jeg skulle have fjernet dem, da jeg nærmest var ved at forbløde en gang om måneden i flere uger, hvilket ikke var særlig holdbart i længden 😉

Men altså, i dag for et år siden, var dagen hvor jeg skulle sige endeligt farvel til udsigt om en 3’er, farvel til månedeligt blebrug og farvel til jernpiller på et niveau som mildest talt nok var usundt.

Mange af jer har jo fulgt med på sidelinien (tak for det) om hvor galt den operation gik og jeg priser mig lykkelig for at jeg kan sidde og klapre på tasteturet i dag. De tre operationer, som jeg endte med at gennemgå, på trods af, at det nærmest er en operation lægerne kan på rygraden, har sat dybe spor. Fysisk er jeg stadig ikke helt oppe på beatet igen. Jeg kæmper en brav kamp, men det tog virkelig hårdt at være sengeliggende så længe – og min POTS har ikke gjort det hele nemmere. Mine ar gør ondt og er stadig hævede og jeg har tit smerter inde bag navlen, som de moslede rundt i. Men jeg kom ud på den anden side og så skal kroppen nok indfinde sig på et tidspunkt. Forhåbentlig.

Psykisk har det været noget af en rutsjebane og det er det stadig. Den konstante dårlige samvittighed over for mand og børn om at jeg ikke kan det samme som før og at min POTS er kommet igen for alvor. Jeg kan ikke lade være med at kæde de to ting sammen, selvom operationen er et år siden nu (den første af dem i hvertfald). En anden ting der var sindsygt hårdt, og som stadig får gråden frem, er at mine børn måtte undvære deres mor. Harald havde oplevet det en gang før og jeg havde svoret er gøre mit for at det aldrig skulle ske igen! Men det gjorde det – og det kom som et skybrud fra en klar himmel.

Den mandag morgen hvor jeg skulle på hospitalet står mig så klart i hukommelsen og det er den værste følelse af dem alle den bringer frem. Jeg kyssede ungerne farvel og sagde “vi ses i morgen. Så kommer mor hjem igen, det lover jeg”  Det gjorde jeg bare ikke. Det gjorde jeg først 9 dage efter og det var for at ligge i sengen. Jeg kunne intet. Ingen kræfter. Ikke løfte, ikke sove og næsten ikke spise. Heldigvis havde ungerne været nogle dage hos mine forældre, så Kim kunne være hos mig og da jeg kom hjem fra hospitalet, tjekkede farmor ind og passede og plejede mig og tog sig af ungerne og farmand. Det var guld værd. Ved ikke hvad vi skulle have gjort uden både mormor og farmor <3

Men nu sidder jeg så her et år efter. Heldigvis. Set i bakspejlet har hele forløbet gjort vores lille familie endnu stærkere (om muligt) og Kim og jeg kan klare ALT sammen. Han er mit et og alt – og jeg hans. Det har sat dybe spor hos ungerne. Især Harald, som bliver bekymret hver gang jeg er syg og det er helt ubærligt at se. Men jeg vælger at tro på, at det giver ham en styrke når han bliver større – at være så følsom, reflekterende og medfølende kan kun være en gave og en værdi der er værd at have. Vores opgave er at passe på ham og hjælpe ham med at komme igennem den sorg han nu bærer på engang i mellem og som han tænker meget over.

Hele sygdomsforløbet satte også nogle tanker igang. Hvad vil jeg i fremtiden? Laver jeg det rigtige? Hvad kan jeg? Hvor meget kan jeg? Hvad har vi råd til? Jeg startede i februar på uddannelsen som multimediedesigner og det er jeg glad for. Mit arbejde her på bloggen og samarbejdet med de forskellige PR-bureauer gør, at jeg føler jeg er på rette spor. Jeg drømmer om at komme til at arbejde indenfor marketing/PR, sociale medier, lidt grafisk design samt skriblerier. Hvis et sådan job er derude til mig et sted engang, så skal jeg ikke bede om mere. Jeg har i hvertfald taget det rigtige skridt i den rigtige retning – det er jeg sikker på!

Jeg har fået mange spørgsmål om valget af at få fjernet mine livmødre og følgespørgsmål deraf. Jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan:

Hvordan kunne jeg vælge at få fjernet mine livmødre i så (relativt) ung en alder?

For det første, var jeg nødt til det. Jeg kunne fysisk ikke hænge sammen da den kraftige blødning tog hårdt på mig og hele vores hverdag.

For det andet har Kim og jeg altid vidst at vi gerne ville have to børn. En dreng og en pige. Det fik vi. Vi er ungdomskærester og valgte at få børn tidligt. Graviditeterne var ikke nemme. Harald er for tidligt født og i hele min graviditet med Gro var jeg sygemeldt med Hyperemesis (voldsom opkast). I de sidste måneder af graviditeten var jeg indlagt fordi jeg fik veer i uge 26 og min livmoderhals var væk. Så den oplagte rugemor er jeg ligesom ikke – selvom jeg de sidste par år efter flere i vores omgangskreds er begyndt at få børn (Kim og jeg var hurtigere ude), godt kan mærke at det ville være hyggeligt med en baby igen. Og så alligevel ikke. Jeg tror bare det er hele illusionen om at være på barsel igen der tiltaler mig. Jeg ELSKER at være på barsel og den symbiose man har med sit lille barn. Babyer er lige mig og det har det altid været. Men vores familie er perfekt som den er. Elsker vores firkløver og vi priser os lykkelige for, at vi har fået to velskabte børn.

Hvis Kim og jeg gik fra hinanden?

Flere har også spurgt indtil, at hvad nu hvis Kim og jeg gik fra hinanden og jeg fik en ny mand i mit liv. Ville jeg så ikke ønske at kunne give ham et barn? Nej er mit svar. Jeg har fået de børn jeg skal have, med den mand jeg vil. Jeg skal ikke byde Harald og Gro at jeg skulle indlægges igen, da jeg højst sandsynligt ville føde for tidligt. Kan selvfølgelig ikke udelukke at man ville tænke anderledes hvis man stod i den (utænkelige) situation. Men nu er det altså umuligt for mig at få flere børn  – som er mine egne.

Er min migræne er forsvundet?

Desværre nej! Den er blevet en anelse mildere – men den er der desværre stadig. Jeg har stadig mine æggestokke og dermed hormoner som stadig flyver rundt i kroppen. Migræne er hormonbestemt, så desværre var der ingen garanti for at den ville forsvinde.

Hvordan har kroppen reageret især i den månedlige cyklus?

Min krop har faktisk taget det overraskende pænt. Nu er den jo ikke ligefrem kendt for at være den mest normale 😉

Jeg kan stadig mærke når det er den tid på måneden og det er lidt sjovt. Jeg craver stadig chokolade på samme niveau som før (selvom jeg håbede det ville aftage), er lige så sur og irriterende (ifølge Kim) og sveder, er oppustet og har bumser som jeg havde med mine livmødre. Så på den måde ligner alt sig selv  – jeg bløder bare ikke! Hvilket er SKØNT #justsaying

Nu vil jeg bruge dagen i dag til at kysse ekstra meget på mine børn. Smile bredt til folk på gaden og nusse med min mand.

Tak fordi du læste med, hvis du kom så langt <3

Husk at du som noget nyt kan følge bloggen på Facebook HER  – hvis du altså lyster 🙂

 

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.