Guldpletter, sort og Karrygul

Pauseknap

fullsizerender-1

I skrivende stund sidder jeg i en blød lænestol hjemme i mine forældres stue på Lolland. Der er ild i brændeovnen, levende lys på bordet og ro. Helt ro. Både mine forældre og børnene sover sødt, og jeg sidder alene tilbage og nyder stilheden. Dette er mit helle sted. Stedet hvor jeg er tryg og der hvor jeg har ro og mærker efter. Stedet hvor jeg bliver passet på, og stedet hvor mine batterier bliver ladet op på ny. Mit hjem. Jeg vil altid kalde det, at komme hjem. Selvom jeg nu er voksen og mit liv foregår et helt andet sted i landet og mit hjem er langt her fra, så vil det altid være hjem for mig, når jeg lander hos mine forældre.

Jeg nyder at være hjemme på landet – især hvis tempoet har været en anelse for højt. Så er der intet som at komme hjem. Hjem til mors trygge favn, og hjem til, at få lov at være barn igen. Et hjem, hvor der er en anden voksen – en som sørger for mig. Det kan vi alle have brug for engang i mellem.

Hele ugen har jeg været ramt af sygdom. Startede ud med noget madforgiftning. Troede jeg i hvertfald. Nu kan jeg godt være i tvivl om det overhovedet var tilfældet, eller om det var migrænen der var på spil. Jeg har nemlig før haft et par anfald som er så slemme, at hele kroppen stritter med alt hvad den har at stritte med – og sådan har jeg haft det denne uge. Jeg har lidt af sindsyg hovedpine siden tirsdag nat og den er først ved at lette en smule nu. Det er et helvede – og ret problematisk når ens arbejde er at sidde bag skærmen. Et lys som ikke klinger særligt godt på migræne, og selvom jeg har arbejdet med solbriller på – så har jeg altså måtte tage nogle pauser.

Min migræne har ellers været ok her de sidste par måneder faktisk. Og jeg tror det har noget af gøre med, at jeg har ændret mine kostvaner. Jeg har jo stadig min lille – 10 kilo inden december fejde i gang – og det går godt. Eller det gjorde det i hvertfald. Men den sidste uge har været helt tosset da jeg kun kan tænke på en fuldfed Cola når jeg har migræne og craver snask helt vildt. Jeg har ikke overskud til noget som helst og jeg er ligeglad med alt hvad der hedder sundhed og motion. Det handler om overlevelse. Træls, men det er faktum. Jer der lider af migræne ved, at man mest af alt har lyst til at hoppe ud foran et tog – så slemt har man det.

Jeg har jo desværre kun en nyre, så jeg kan ikke tåle medicin mod migrænen. Flere af jer er nemlig super søde til at skrive, hvad der hjælper jer i sådanne tilfælde, men jeg kan altså kun tåle Panodil og lidt Ipren af den årsag. Og jeg spiser dem kun for at tage toppen af migrænen, for de hjælper ikke rigtigt. De er ikke stærke nok. Denne uge har jeg dog spist lidt for mange end hvad min krop kan tåle, da jeg simpelthen nægtede at lægge mig, hvilket har resulteret i, at min krop er helt sindsyg. Jeg er helt hævet op. Vejer 3-4 kilo mere end forrige uge, og kan ikke passe mine nye støvler som blot er 14 dage gamle. Kan slet ikke få mine fødder i dem. Min krop reagerer så sindsygt, så nu ved jeg altså, at jeg droppe de piller og komme igennem de anfald på en bedre måde.

Så nu sidder jeg altså her. Uden solbriller på så en anelse fremskridt, men hævet som en god portion bolledej. Men sådan er det – heldigvis kan jeg bare være helt mig selv herhjemme. De ved hvordan jeg har det. I morgen står den på hygge med min elskede lillesøster og niece. Vi skal lege, gå ture i skoven, spille og hygge. Nyde endelig at være sammen og jeg skal nyde at slappe af og ikke tænke på hus, have og huslige pligter. Min mor sørger for mad og forplejning – åh hvor jeg dog er taknemmelig og heldig <3

Man skal nu huske at sætte pris på tilværelsen og hverdagen ikke mindst – efter en uge, hvor man lever i sin egen lille skal, værdsætter man virkelig når man er ved at være ude på den anden side. Det må jeg huske mig selv på når hverdagens trummerum (endnu engang) stiger til hovedet.

God weekend!


Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på

Bloglovin, Facebook og Instagram.

   

Ingen kommentarer endnu - du kan blive den første

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Guldpletter, sort og Karrygul