Endelig kom solen

Drømme og mål for 2018

dream


D R Ø M M E  &  M Å L  2 0 1 8


Som noget nyt i år kunne jeg godt tænke mig, at dele mine mål og drømme for året vi netop har taget hul på. I hvertfald officielt at dele dem – for mål og drømme har jeg jo altid haft – størstedelen af dem har bare holdt til inde i mit lille hoved. Jeg delte dog lidt af dem i et indlæg om året der gik sidste år, men nu får de et indlæg for sig selv, så jeg nemt kan hive dem frem. Jeg tror at det vil være sundt at kunne kigge tilbage når året er gået, og se på hvilke ting man nåede, og hvilke modsat. For intentioner kan man have nok så mange af, noget andet er at få dem realiseret. Og det skal på ingen måde være ment som en løftet pegefinger til mig selv når 2018 er gået – det er helt ok hvis ikke mine punkter er lykkedes – hvis jeg blot har gjort et forsøg og tænkt over hvorfor de mon så ikke gik alligevel.

Jeg tror at det vil være sundt for mig, at opsætte nogle (realistiske) mål for det nye år – og nogle af drømmene må sandsynligvis blive ved drømmen herom – men så har jeg i hvertfald tegnet mig et billede af, hvad det er jeg ønsker at opnå i det nye år samt hvad mine drømme og intentioner er samt ovenikøbet få tegnet et billede af hvor det er jeg er på vej hen.

1. Få en bedre livsstil #januarkliché. Nej, jeg er simpelthen nødt til at sadle om! Både for mit fysiske og psykiske velbefindende. Jeg har været så småt igang ultimo 2017, men der er lang vej endnu. Vi spiser faktisk ret sundt, så det er ikke familiens vaner der er problemet. Ungerne ved godt at der er slik om fredagen og is til dessert om lørdagen, og det er så dét i grove træk – uden at være fanatisk sevlføgelig. Problemet er mig. Jeg spiser for mange “handlechokolader”, brownies i toget på vej fra arbejde og for få ordenlige måltider. Jeg har et hav af dårlige undskyldninger, og kan pludselig synes, at jeg skal jo også have lov at leve, og slemt er det jo heller ikke, eller så meget pruster jeg da heller ikke når jeg går op af en trappe #sagdeingennogensinde. Jeg bliver ikke yngre og det kan både ses og mærkes, og jeg vil så gerne kunne være i mit tøj som ligger og griner af mig inde i skabet og føle mig veltilpas i eget skind igen. Overfladisk drøm måske – men jeg bliver en bedre mor, en sødere hustru og sjovere Maria når jeg er glad og tilfreds med mig selv.

Jeg vil  blive slank og fit. Målet er minus 8 kilo inden 1. Maj og at løbe 3 gange om ugen. Jeg har brug for at bevæge mig, så min POTS også holdes nede. Sæt igang.

2. Blive bedre til at holde fri. Online fri vel at mærke. Qua mit job og bloggen er jeg meget online, og det er ofte ret svært for mig at skelne mellem arbejde og fritid da det flyder sammen. Det er jo kun godt at ens arbejde er ens interesse – men jeg skal altså være bedre til at gå offline og være tilstede i nuet. Og ikke mindst skal jeg være et godt forbillede for Harald og Gro.

3. Jeg vil gerne løbe et marathon igen. Hvis ikke jeg når at komme i form allerede til maj, så må jeg tage et senere på året. Måske i udlandet. Det er en stor drøm. Jeg husker stadig mit første marathon som var det i går.

4. Læse flere bøger. Jeg elskede at læse både som barn og da jeg var yngre, men nu nedprioriterer jeg det desværre da tiden ofte er trang. Og jeg savner virkelig at læse en god bog og fordybe mig i teksten.

5. Ud at rejse. Vi har aldrig rejst i min familie, men jeg drømmer i den grad om at opleve verden. I 2017 var vi på den første ferie med ungerne uden for skandinavien, og det var helt fantastisk! Derfor håber jeg på, at vi får råd til at rejse ud igen til sommer – ungerne elskede det virkelig og det samme gjorde vi voksne! Ydermere drømmer jeg om, at tage på et par storbyferier med et par af mine veninder og en kærestetur med Kim. Jeg har i mange år drømt om at opleve New York samt Marrakech – hvis ikke det bliver 2018 (jeg tvivler) så er det virkelig noget der skal nås inden jeg bliver (alt for) gammel. Jeg har virkelig fået øjnene op for at rejse, og jeg har virkelig mod på at prioritere det. Så må jeg sælge et eller andet…

6. Få opgraderet bloggen en smule. Med det forstås en ny header, profilbillede og en nyt design på sidebaren tænker jeg. Jeg drømmer om – og håber på – at kunne tage bloggen til “the next level” således at jeg måske kan bruge lidt flere timer på bloggen, og dermed få råd til de rejser jeg drømte om i forrige punkt. Det ville være helt fantastisk.

7. Se meget mere til min søster og niece. I det hele taget bare meget mere familie. I og med de bor på Lolland, ser vi dem ikke super tit – men jeg skal være bedre til at tage hjem og besøge dem. Jeg savner dem meget – især min lille søde niece. Og mine forældre bliver jo heller ikke yngre…heldigvis er min elskede mor god til at komme og besøge/hjælpe os heroppe.

8. Være bedre til at have Mariatid. Det hele skal ikke gå op i praktiske ting – jeg skal være bedre til at se mine veninder, tage ud og spise, i biografen eller bare gå en tur og sludre. Det savner jeg – og det vil jeg gerne blive bedre til.

9. Måske en lidt overfladisk drøm – men jeg drømmer om at ramme 10.000 følgere på Instagram. Jeg har stået stille meget længe, og mistet en del den sidste tid – så håber virkelig jeg kan få vendt skuden, eller i det mindste finde ud af hvorfor.

10. Den vigtigste drøm af dem alle, er selvfølgelig at min familie og venner alle er sunde og raske.

Lad os se hvad 2018 har på tapetet  – jeg er klar!

Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på Bloglovin, Facebook, Mail og Instagram.
   

Ingen kommentarer endnu - du kan blive den første

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Endelig kom solen