En ubærlig tanke

Når man tænker tanker der ikke skal tænkes

Den sidste uges tid har jeg sovet dårligt. Jeg har ellers været inde i en rigtig god periode, hvor jeg har fået en del mere søvn end jeg plejer og gået forholdsvis tidligt i seng. For engangsskyld er jeg gået i seng samtidig med Kim, hvilket har gjort at jeg ikke var meget træt da jeg gik i seng. Jeg sover desværre relativt let, og vågner ved det mindste – og med en mand der er ramt af virus således at han hoster det meste af natten, er det en dårlig kombination. Især når det er sådan en tør rolig hoste som bare er konstant – så host dog igennem har man lyst til at brøle, velvidende at det jo ikke er noget han kan gøre for.

Anyway, så har det betydet at jeg har sovet lidt halvskidt, og ikke rigtig har kunne falde i søvn, og så er det jeg ligger og vender og drejer mig samt tænker på alt mellem himmel og jord. Man kan sige at jeg lige får vendt verdenssituationen med mig selv inde i hovedet, og det er egentlig også oftest ok. Jeg planlægger virkelig mange ting i de sene nattetimer 😉 Men forleden nat havde jeg nogle tanker, som jeg ikke kunne slippe igen, og de har nu ulmet et par dage og jeg har brug for at få skrevet dem ned kan jeg mærke. For jeg kan umuligt være den eneste der har tænkt ubærlige tanker som dem.

Av mit hjerte

Vi sad ved middagsbordet for en uges tid siden og snakkede om Taylor Swift. Både den store og den mindre mand herhjemme er helt vilde med hende, og jeg synes også hun laver nogle gode ørehængere. Hun kommer desværre ikke til Danmark og giver koncert, men det gør hun i London. Kim begyndte at snakke om at det kunne være man skulle tage derover, og han sad og kiggede lidt priser og billetter med det samme. Det var ikke urealistisk økonomisk at komme afsted os tre. Altså Harald, Kim og jeg – Gro er for lille til sådan en koncert synes vi. Men det blev ved snakken – vi er jo ej heller de hurtigste knallerter på havnen som I ved. Jeg tænkte ikke mere over det, før indtil et par dage siden da jeg lå og ikke kunne falde i søvn. Jeg kom pludselig i tanke om, at vi da nok ikke skulle vente for længe med at booke billetter hvis det nu skulle være, men fik så pludselig en stor klump i halsen og ondt i maven. Ikke over at biletterne måske skulle være udsolgt, ikke over om musikken var for høj til vores mulle, eller om vi havde penge til det. Ej heller om Gro skulle være misundelig – fordi hun skal nok blive forkælet på anden vis, og sådan gør vi slet ikke tingene op herhjemme. Men klumpen sad i halsen og tårerne fyldte øjnene mens jeg lå derunder dynen. Fordi hvad nu hvis der skete os tre noget. Hvad nu hvis flyet styrtede ned? Eller en bombe blev smidt under koncerten? For ikke at tale om terror i undergrunden? Normalt er jeg slet ikke bange for den slags. Overhovedet. Vi skal på ingen måde ikke være bange for at leve, selvom der findes ondskabsfulde mennesker rundt omkring i verden, som vil uskyldige mennesker det værste.

Jeg har ikke været bange for at tage på ferie med min veninde uden mand og børn. Fordi hvis jeg nu ikke skulle komme hjem igen, så havde de tre hinanden. Kim og jeg har heller ikke været bange for at tage afsted, fordi hvis det forfærdelige skulle gå hen og ske, at vi ikke kom hjem igen – så havde Harald og Gro i det mindste hinanden og minderne om sine forældre sammen som søskende. Men hvis nu vi tre andre tog til koncert i London uden Gro, og ikke kommer hjem igen. Hvem har hun så? Ingen. Slet ingen fra sin tætteste familie tilbage – og den tanke kan jeg slet ikke klare at tænke. Og det havde jeg ikke tænkt på før, den aften forleden jeg altså lå under dynen og småhulkede for mig selv.

Så der bliver altså ingen Taylor Swift koncert for os tre sammen. Så bliver jeg i hvertfald hjemme, så jeg er sikker på, at vi er to og to der har hinanden – hvis det forfærdelige nu skulle gå hen og ske <3