Søde, sommerlige og prisvenlige prikker

Paris på budget – miniguide

paris


F R O M   P A R I S   W I T H   L O V E


Som lovet får I her et par ord om Paris – fra en sparsommelig vinkel. Jeg har lovet at fortælle om mine ture til yndlingsbyen de sidste par år, hvor jeg også har været afsted – men har simpelthen ikke fået det gjort. NU skal det være! Alle billederne er fra turen i år – så nogle af tingene jeg omtaler er der ikke billeder af i denne omgang desværre og jeg viser heller ikke det hele – så bliver det for langt.

Jeg håber at I kan bruge indlægget til noget – rigtig god tur til min yndlingsby ♡


Min veninde Anette og jeg er vilde med Paris. Og man kan vel nok godt kalde det en tradition, da vi har været afsted en del gange nu. Faktisk tager vi én gang om året til Paris på tøsehygge. Væk fra mænd, børn og madpakker – i hvertfald for en forlænget weekend. Vi får sovet ( lige til vi vågner den første dag er aftalen), hygget, snakket, spist, shoppet og i det hele taget bare NYDT livet, som er så uhyre vigtigt engang i mellem i en travl hverdag.img_6659

Hverken Anette eller jeg har gennem årene haft råd til at tage de vilde rejser og har det stadig ikke. Vi ved at vi ofte bruger en del penge på at leve dernede, shopping, seværdigheder osv. så vi gør alt hvad vi kan for at selve rejsen er så billigt som muligt. I nogens øjne måske lidt for billig – men vi har måtte prioritere bare det rent faktisk at kunne komme afsted – en årlig tur som vi begge holder rigtig meget af og værner om. Vi indrømmer dog blankt at vi aldrig har boet på luksushoteller og nogle gange har de måske liiiiige været en anelse for fugtige i lugten 😉 MEN vi er stort set ikke på hotellet så det har været ok. I år, skete der dog det under, at Anette fandt et godt og billigt hotel, som viste sig at have en helt FANTASTISK beliggenhed og standarden var højere end vi plejede, så det fortjener I at høre om – for måske er der nogle af jer derude der også har det ok med at bo lidt billigt og rejse på budget.


H O T E L  &  F L Y


Vi har boet mange forskellige steder i Paris, men aldrig så tæt på centrum som vi gjorde i år. Det var virkelig skønt og med 2 minutters gang til stormagasinerne Galleries Lafayette samt Printems, kunne vi ikke komme tættere på shopping, spisesteder og god stemning. Vi bookede denne gang både fly og hotel gennem Expedia  {reklamelink} – vi har altid tidligere rejst med FDM, som har haft en god pris. Men Anette fandt denne tur i år, og det var virkelig super. For selve rejsen i år gav vi ca. 2300 pr. person for fly + 4 overnatninger på hotellet, hvilket er yderst rimeligt.

Vi valgte Hôtel Antin Trinité {reklamelink}, som selvom det ikke emmer af Pariser stemning, men i stedet er meget moderne, er super godt til prisen. Pæne værelser, ordentlig stand, høflig betjening (som for engangsskyld snakkede engelsk) og SUPER beliggenhed!

Perfekt med et hotel der ligger så centralt, så man lige kan smutte tilbage med poser fra stormagasinerne, som ligger 2 minutter derfra og samtidig også tæt på dejlige restauranter, liv og god stemning. Det var ren luksus for os og vi har aftalt at her bor vi også næste år!


S H O P P I N G


img_5449

^Galleries Lafayette

Paris har det hele når det kommer til shopping. Highstreet, highend, vintage, loppemarkeder samt små fantastiske modebutikker og specialforretninger.

Vi tager altid afsted ultimo juni måned, da udsalget netop er startet. I Paris forstår de altså at holde udsalg – for det meste er der 40% på sommerens styles og vi får altid købt en masse med hjem specielt til ungerne fra især brands som Tommy Hilfiger, Levis og Petit Bateau. Sidstnævnte kan virkelig svare sig, da det i forvejen er billigere i Frankrig og med 30-40-50% oveni er det pludselig næsten en foræring. I år købte jeg mig fattig men shit jeg fik meget godt med hjem og det holder bare år efter år!

Printemps

^Printemps

Jeg shopper også en del i Zará som er stærke på fedt design og gode priser og de har altid nogle sjove ting hernede.

Vores favorit shoppesteder som jeg vil fremhæve (der findes selvfølgelig et hav af små skønne gader rundt omkring også) er:

Galleries Lafayette.

Det smukke stormagasin med det helt fantastiske loft byder på alt fra Zará til Chanel. Jeg ELSKER at highstreet og high-end står side om side i Paris og de er helt usnobbede omkring deres varer. Jovist der er vagter der smilende lukker en ind i de fine butikker – men man får aldrig fornemmelsen af, at man ikke er velkommen i sine klip klappere (som jeg bor i) og at de hellere så man tog 3 skridt over gangen for at gå til de billigere mærker.

Dét er jeg vild med.

Deres fine restaurent øverst oppe er dekoreret med fine Arne Jacobsens 7ére, Myre og Grand Prix stole – ret fint og sjovt som dansker at se vores design i så smukt et magasin. Tagterrassen er også super hyggelig at tage en pause på ligesom udsigten deroppe fra ikke er dårlig.

Printemps.

Lige ved siden af Galleries Lafayette ligger Printemps som ligesom førstnævnte bugner af lækkerier til hele familien samt boligen. Især deres skoafdeling er ret lækker – ja det er den også i Galleries Lafayette. Vi har en ting med sko. Punktum.

LE BON MARCHÉ

Det var første gang i år, at vi stiftede bekendtskab med ovenstående magasin. Jeg havde fået det anbefalet af en inspirerende kollega og det er jeg hende evigt taknemmelig for. Et meget anderledes magasin end de to førstnævnte og med sit betagende udtryk, spændende forretninger og inspirerende udsmykning var jeg solgt på stedet. Hvis du er til high-end shopping, så er det her stedet at være! Grønne planter, smukke rulletrapper, prangende pynt, overdådige bogafdeling (virkelig virkelig lækker) og ikke mindst den helt fantastiske delikatesse afdeling i bunden. Wau.

Både Anette og jeg synes det var et fantastisk sted og brugte hurtigt en hel dag derude (det tog os ca. 20 minutter med metroen at komme derhen fra hotellet). Det var her jeg købte mine første Louboutins og vi kom hjem med både sportstøj, fede sneakers, stiletter, notesbøger, børnetøj mm.
img_8620

^Le Bon Marchéimg_6631

^Le Bon Marchéimg_8622

^Le Bon Marchéimg_7072

Champs Elysées

Man skal selvfølgelig slentre en tur op og ned af den berømte gade – men det er nu ikke her vi shopper allermest. Dog havde de engang en super fed Hilfiger butik, som vi shoppede en del i, men den er desværre lukket. Der findes også det hele på Champs Elysées, men jeg synes udvalget er bedre i magasinerne eller nogle af butikkerne i de tilstødende gader – og de er også meget hyggeligere. Selv Disney butikken kan jeg bedre lide i Galleries Lafayette (den er relativ ny).

Merci

En butik jeg desværre har tilgode at besøge, men nu har jeg fået den anbefalet og set en masse derfra på forskellige medier. Den er absolut et must at besøge næste gang jeg kommer til byen. Den bugner af udvalgte skønne lækkerier både til dig selv og din bolig og har både den helt rigtige pariser stemning + fingeren på pulsen for hvad der rykker lige nu har jeg ladet mig fortælle. Forstår faktisk ikke hvordan det kan lade sig gøre at jeg ikke har været forbi. For dårligt 😉

Marché aux Puces de Saint-Ouen 

Det største loppemarked i Paris og ligger i udkanten af centrum – ca. 30 min. med metro. Jeg var der sidste år med min søster og må ærligt indrømme at vi blev lidt skuffede i forhold til det vi havde hørt og læst. Men måske vi bare kom på et dårligt tidspunkt tænker jeg – for det siges at man kan finde alt fra skønne franske møbler, fede lamper og vintagekjoler og tasker. Jeg så da også en del fede rå lamper jeg ville ønske jeg kunne have haft i kufferten.


M U S T   S E E S  & T O  D O


img_54401. Eiffeltårnet. Mit yndlingstårn og turistattraktion over dem alle! Selvom jeg har været i Paris en del gange efterhånden, er jeg alligevel altid oppe i Eiffeltårnet. Det skal man bare. Tårnet er meget meget smukt i sig selv og man har en helt fantastisk udsigt både fra niveau 2 og helt oppe fra toppen. Personligt synes jeg at man har bedst udsyn fra niveau 2, da man har mere plads og der er knapt så proppet og så kan man få billeder uden trådnet på, som der selvfølgelig er hele vejen rundt oppe øverst.

Jeg synes det er fedest at gå helt op (undtaget til tops der må man ikke gå, men skal tage elevator). Det giver en god fornemmelse for hvordan tårnet er bygget og det er hyggeligt at gå de 704 trappetrin og man kan snildt tage pauser undervejs og gå og sludre. Der er åbnet en hyggelig café på niveau 1, hvor der kan købes is, sandwich og drikkevarer ligesom der findes en stor souvenirbutik.

ET MUST: Se Eiffeltårnet om aftenen når mørket er faldet på. Det lyser så fantastisk smukt op på nattehimlen og er SÅ hyggeligt. Du skal stå af på metrostationen Trocadéro og slå dig ned på de store trapper ved Trocadéro-palæet eller på plænen foran. Det gør vi HVER gang og det er lige fantastisk, hyggeligt og smukt hvert år. Især når klokken  slår 00.00 og ikke mindre end 20.000 pærer fordelt over hele tårnet, sørger for at glitre om kap med himlens stjerner. “Lysshowet” står på de første fem minutter af hver time efter midnat og et godt stykke ud på natten.

OBS Vær opmærksom på, at der de sidste år er sat hegn rundt om hele pladsen ved Eiffeltårnet, så man skal igennem sikkerhedskontrol, for blot at komme ind og se tårnet nedefra. I gamle dage kunne man frit færdes på pladsen, det kan man desværre ikke længere – men det er den dagsorden terroren har sat og for vores egen sikkerhed.img_7194

2. Sacre Coeur. Den smukkeste kirke beliggende i Mont Martre kvarteret. Jeg ELSKER den kirke og besøger den altid (dog med undtagelse i år hvor vi desværre ikke nåede den). Den er helt ubeskriveligt smuk med sin hvide overflade og meget betagende form samt hele kvarteret omkring kirken er super charmerende. Selve gåturen op til kirken er hyggelig med mange smukke gader og gode isbutikker. Dog også en masse (skrammel) souvenirshops, men dem lader man bare som om man ikke ser 😉 Kirken er selvsagt også smuk indeni, men man kan sagtens nøjes med blot at iagttage den udefra og nyde udsigten når man er kommet til tops. Den ligger nemlig ret højt oppe.

3. Triumfbuen. For enden af Champs Elysées ligger denne storslåede bue som absolut er et besøg værd. Meget smuk nedefra, men også virkelig flot udsigt udover den populære gade oppe fra toppen. Man skal gå op af en snoet trappe, så har du som mig let til svimmelhed, skal du lige holde et par pauser og huske en vandflaske <3img_86294. Musée du Louvre. Museet med de kendte glas trekanter og hvor du finder maleriet af Mona Lisa. Den store museumsplads er meget imponerende og de smukke bygninger er prangende helt i sig selv. Jeg har besøgt museet 2 gange bare for at se Mona Lisa bl.a. og ellers er det en oplevelse i sig selv at gå rundt på pladsen og se de smukke bygninger og gå en tur gennem parken og ned mod Place de la Concorde. Det er super hyggeligt at sidde i parken og nyde livet og snuse pariserstemningen ind til sig.img_8627^Louvre med selfiestick

5. Notre Dame. Den smukke kirke, som de fleste af os kender fra filmen ‘Klokkeren fra Notre Dame’. Jeg har faktisk stadig tilgode at komme ind i den og op i tårnet, jeg har blot beundret den udefra.

6. Moulin Rouge. Meget populær og anerkendt kabaret. Jeg har ikke været inde og se et danseshow med den berømte cancan-dans men selve området omkring er super spændende.  Montmarte-området er noget helt for sig selv og er klart et besøg værd.

7. Château de Versailles. Helt fantastisk smukt, stort og berømt slot som ligger ca. 25 km. udenfor Paris. Hvis du har god tid, er det klart et besøg værd. Jeg har været der to gange og det var helt fantastisk. Selve slottet er virkelig flot indvendigt med meget smukke gamle møbler samt malerier og oser af fransk barok. Bag slottet er en meget smuk park som faktisk er det jeg er allermest vild med ved slottet. En park i smuk fransk havestil med alt hvad der hører sig til af blomster, planter og springvand og det er helt eventyrligt at bevæge sig rundt derude.

8. Cimetière du Père-Lachaise er Paris´smukkeste og største kirkegård. Jeg besøgte den med min søster sidste år og den var meget betagende.Vi havde lidt svært ved at finde indgangen, men da vi endelig fandt den, var det besværet værd 😉 Der ligger en del kendte navne ( bl. a. forsangeren i The Doors, Jim Morrison) begravet på kirkegården, hvorfor den også er et tilløbsstykke for turister.

9. Ladurée – Macarons. Ingen tur til Paris uden at have spist en macaron fra fantastiske Ladureé! De små pastelfarvede runde kager med creme i midten, som langes over disken i den mest fantastiske butik som bare emmer af pariserstemning. Min favoritbutik er den på Champs Elysées, hvor der er tilhørende café. Det hele er så gennemført og eventyrligt fint med ekspedienter i fine uniformer som sirligt pakker de små æsker i fine poser – og så smager deres macarons helt fantastisk! Chokoladen er min favorit!img_8621

10. ‘Lover’s Bridge’ er en meget populær bro som er fyldt med hængelåse i alverdens farver, som vi også ser på f.eks. Bryggen her i Danmark. Broen, som i virkeligheden hedder Pont Neuf (tidligere Pont des Arts, men låsene var for tunge så det blev udvidet) ligger ikke langt fra Louvre. Veninder, kærestepar, familier og bekendte skriver deres initialer på og udsmykker hængelåsene, for derefter at smide nøglerne i  Seinen. Hvis et kærestepar kysser hinanden på broen, vil de leve lykkeligt sammen resten af deres liv siger legenden.

11. Jardin de Luxembourg. En meget smuk og stor park, som jeg besøgte for mange år siden. Faktisk inden jeg blev gravid med Harald. Jeg husker den som virkelig hyggelig med bænke, blomster, springvand og god stemning. Oplagt til en hyggelig picnic på en varm sommerdag eller lun forårsdag.

12. Sejltur på Seinen. Jeg vil klart anbefale at tage en af de mange bådture der findes på Seinen. Det er en fantastisk måde at se byen på og man kommer forbi stort set samtlige turistattraktioner. Vi gør det hvert år vi er afsted Anette og jeg og det er skønt bare at sidde og nyde livet mens man passerer de smukke seværdigheder og nyder det (ofte) dejlige vejr på denne årstid. Husk at tage en flaske vand med – det er varmt når solen bager.

13. Pariserhjulet. Hvis du ikke er bange for højder, er det virkelig hyggeligt at tage en tur i det store Pariserhjul som ligger i parken mellem Louvre og Concordepladsen. Vi har gjort det et par gange og man har super god udsigt og det er vildt hyggeligt at sidde der og gynge i luftballonen <3

14. Cykeltaxi. Dyrt men super hyggeligt at blive fragtet rundt i gaderne på denne måde. Vi prøvede forrige år en tur ned af Champs Elysées og det var SÅ sjovt og super hyggeligt. Vi grinede hele vejen, da det var så grænseoverskridende at cykle mellem biler 😉 Så dejlig en oplevelse at have sammen.


E A T  &  D R I N K


Dét jeg elsker mest når vi er i Paris, er at sidde og spise morgenmad på en lille hyggelig café. En croissant og et glas friskpresset appelsinjuice – så kan dagen godt begynde <3. Der findes et hav af små hyggelige cafeér og det gælder, som i alle andre lande, at se på hvor de lokale sidder.img_8624^Pret A Manger

I år boede vi så centralt så vi boede tæt på en af vores favoritsteder Pret A Manger så vi spiste ofte morgenmad der samt frokost. Stedet, som faktisk er en britisk kæde, har det lækreste udvalg af lidt sundere ting. Skyr med granola, friske juicer, grønsager, frugter, salater, sandwich, croissanter, kager, kaffe mm. Meget af det økologisk og de går op i bæredygtighed hvilket er et kæmpe plus i bogen. Deres sandwiches og salater er friske og lækre og et friskt pust til alt det hvide brød franskmændende er så glade for 😉 De laver nogle skønne smoothies og har en fantastisk browniebar, som jeg altid skal have et par stykker eller 3 af…img_5279

Vi spiser ofte pizza, burger eller pasta når vi er afsted og et burgersted som er meget hyggeligt og sender os tilbage til filmen Grease, er HD Diner. Udemærkede burgers med fries og store milkshake i bedste 60’er stil med kirsebær på toppen!

L’as du Fallafel har jeg stadig tilgode at prøve. Næste år må være året, hvor jeg sætter tænderne i Paris’ mest populære fallafel 😉

Sidste år prøvede min søster og jeg en helt fantastisk vietnamesisk restaurant Hanoï Cà Phê – folk stod i kø længe for at komme ind og vi forstod godt hvorfor da vi endelig fik et bord i det meget hyggelige udendørsområde. Fed rå indretning, musik, glade gæster og super stemning. Og helt fantastisk mad og skønne drinks! Deres Mojito var værd at skrive hjem om og jeg skal helt sikkert tilbage dertil!

Amorino de smukkeste is formet som roser og smagen var heller ikke skidt! Isen er kun lavet af naturlige ingredienser og mange af varianterne er økologiske.img_5735img_8625


Tak fordi du læste med ♡
Vil du have seneste nyt fra min hverdag, så husk at du kan følge med på

Bloglovin, Facebook og Instagram.

   

4 kommentarer

  • Hanne

    Det var et godt indlæg om Paris. En by jeg bestemt også skal til igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Wauuu! Har aldrig været i Paris. Nu er jeg endnu mere overbevist om at det MÅ jeg prøve snart <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mamamaruska

      Det skal du helt sikkert gøre – det er en helt igennem fantastisk by <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer - så skriv gerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søde, sommerlige og prisvenlige prikker